Kolding Netavis

Koldings skoler viser endnu engang højt niveau

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Skolernes løfteevne ligger langt over gennemsnittet på landsplan. Koldings skoler formår fortsat at gøre eleverne bedre end det der ellers var forventet af dem.

Både i dansk og matematik står eleverne i de 21 kommunale skoler stærkt. Den nyeste opgørelse fra Undervisningsministeriet, der indeholder tal fra 2018, viser, at Koldings elever i matematik ligger 5.1 procentpoint over landsgennemsnittet, mens de i dansk ligger 4,2 procentpoint over.

Løfteevnen er vigtig. For den viser forskellen mellem de forventede og de absolutte resultater, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Undervisningsministeriet udregner hvert år den socioøkonomiske reference for skolernes resultater i folkeskolens afgangsprøver i 9. klasse og i de nationale test.

Den socioøkonomiske reference fortæller om, hvordan eleverne på landsplan med samme socioøkonomiske baggrund som den enkelte skole, har klaret prøverne. Ved at sammenligne disse data, kan man måle hvordan eleverne på de enkelte skoler klarer sig i forhold til andre elever på landsplan med samme socioøkonomiske forhold. Og det er den forskel, der betegnes som en skoles løfteevne.

– Jeg er stolt af, at vores løfteevne ligger så højt. Det skyldes en langvarig og systematisk indsats ude på skolerne, der gør, at dét eleverne hører i klasseværelset også sætter sig fast. Og så viser den også, at det der foregår, faktisk virker, siger Kristina Jørgensen, formand for Børne- og uddannelsesudvalget i Kolding Kommune.

I efterhånden en del år har Koldings folkeskolers løfteevne ligget i top blandt landets 1083 folkeskoler. Tallene viser desuden, at det ikke kun at de svage elever, men også de stærke elever der klarer sig bedre end forventet. Og det er et godt tegn.

– Jeg glæder mig over, at den gode løfteevne i Kolding Kommune skabes ved at rigtig mange af vores folkeskoler præsterer langt højere end man kan forvente af dem. Det vidner om en hverdag fyldt med dygtige lærere og pædagoger med øje for elevernes læring. Endelig glæder det mig, at Kolding Kommune i dansk læsning til afgangsprøven er en af de allerbedste kommuner i Danmark til at løfte elevernes læring, siger skolechef, Lars Hende Svenson.

Løfteevne

Er den karakter eller det nationale testresultat, som eleven fik minus det forventede resultat/karakter. Hvis det er positivt, er det bedre end forventet. Hvis det er negativt, er det gået eleven dårligere end forventet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel