Kolding Netavis

Koldings designvision bliver til 3.0

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Koldings status som designkommune er de senere år slået fast. Visionen tager med 3.0 udgaven næste skridt op af en udviklingstrappe, og sikrer at et langsigtet arbejde videreføres i et samspil med borgere, erhvervslivet og mange samarbejdspartnere.

Den første udgave af visionen blev besluttet i december 2012 og tog afsæt i en omfattende proces med op mod 1.000 borgere, erhvervsdrivende og lokale aktører.

Designvision 3.0, der blev vedtaget af byrådet tirsdag aften, vil fortsat med afsæt i denne proces sætte en retning for hele kommunens strategiske fokus og virke. Løsninger er blevet til ved at inddrage brugerne og borgerne, og nu er det tid til at tage skridtet mod at brede værdien i design endnu mere ud og gøre det synligt, hvad det betyder for borgerne og erhvervslivet, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse:

– Vi er nået dertil, at vi ikke længere higer efter at komme til at arbejde med design – det er blevet en naturlig del, af den måde vi tænker løsninger på. Og derfor har vi nu opdateret visionen, hvor vi understreger, at design skal være mere tydeligt. Vi skal kunne se og mærke det, siger borgmester Jørn Pedersen.

Udvikler slogan

Helt konkret har byrådet lavet Koldings slogan om, så det ikke længere er ”Vi designer livet”, men fremover afspejler det, der faktisk foregår, nemlig at vi designer løsninger sammen med borgerne. Det har resulteret i en opdateret version, som fremover hedder ”Sammen designer vi livet”.

– Vi designer jo ikke folks liv. Vi laver designprocesser, hvor vi sammen med borgerne udvikler de tilbud, som borgerne og vores erhvervsliv har brug for. Derfor er ordet ”sammen” vigtig, fortæller Jørn Pedersen.

Den nye designvision er blevet til efter en proces med fire byrådsseminarer og inddragelse af eksterne partnere. Designvision 3.0 rummer ambitionen om, at design skal betyde en forskel i hele Kolding Kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel