På Kolding Bibliotek blev Koldingbogen 2024 præsenteret med stor festivitas.
Traditionen tro blev udgivelsen markeret med et festligt arrangement. Det foregik fredag eftermiddag på Torvet på Kolding Bibliotek. Omkring 200 personer var mødt op til lanceringen af Koldingbogen 2024.
Årets tema, “Fritidsliv”, har dannet baggrund for en række spændende og mangfoldige fortællinger, fortalt af både deltagerne selv og personer tæt på dem. Koldingbogen 2024 kaster lys over fritidslivet i Kolding Kommune og bringer læserne med på en rejse gennem 12 artikler, der skildrer udviklingen af fritidslivet gennem de seneste 160 år.
Læserne kan blandt andet læse om fællesskaber inden for sport i Harte Gymnastik- og Idrætsforening og Kolding KFUM Atletik og Motion, samt passionerede motorcyklister i MC Klatten og Kolding Volvo Klub. Derudover portrætteres dedikerede ildsjæle og entusiaster, der brænder for jernbaner, håndarbejde, dans og jazzmusik.
Lanceringen af Koldingbogen 2024 blev fejret med en hyldest til forfatterne, hvor formand for Kultur, Ole Rosengreen Martensen, holdt tale. MGK-Syd stod for den musikalske underholdning og fællessang og stadsarkivar Lene Wul fra Kolding Stadsarkiv præsenterede bogen.
Se billederne øverst i artiklen…