Torsdag, 17. oktober 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Tirsdag, 04 december 2018
Tirsdag, 04 december 2018 17:47

Handicappris til Superbrugsen

Superbrugsen i Bramdrupdam modtager Handicapprisen 2018, som uddeles af Handicaprådet i Kolding Kommune.

Personalet i Superbrugsen i Bramdrupdam får prisen, fordi de altid giver sig tid til mennesker med et udviklingshandicap og fysisk handicap. De kommunikerer og hjælper til efter behov. Udviser altid respekt og behandler alle værdigt og lige. Butikkens ansatte bidrager derved til at synliggøre samfundets forskellige mennesker med forskellige ressourcer, og hvordan vi alle sagtens kan fungere sammen, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Handicapprisen gives hvert år til en lokal ildsjæl, som personligt har ydet en særlig indsats på handicapområdet; en lokal virksomhed, som har fokuseret på potentialet hos personer med handicap; en lokal forening, som har arbejdet aktivt for personer med handicap; eller et lokalt byggeri, hvor man ud over de lovgivningsmæssige krav om tilgængelighed især har medtænkt problemløsninger for personer med handicap.

Udgivet i Kolding
Tirsdag, 04 december 2018 07:07

Miljø- eller populistisk politik?

Læserbrev af Knud Erik Langhoff, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Mariavej 9 6091 Bjert.

Er begrænsning af CO2 udledning miljøpolitik eller populistisk politik?

Jeg stiller spørgsmålet fordi det for mig ser det ud til, at begrænse C02 udledningen i Danmark er mere en populistisk platform end helhjertet indsats for miljøet.

Og ja - det lyder rigtig godt når der fra Folketingets talerstol kommer melding om at vi alle skal køre i EL biler og begrænse C02 udledningen, så vi kan aflevere en bedre verden til vores efterkommere.

Spørgsmålet er bare om talerne mener vi skal spare på C02 udledningen, eller det er endnu en populistisk udmelding?

Når mange både offentlige og private virksomheder nærmest bliver tvunget til at fodre fuglene i den danske natur med varm luft og overophedet spildevand kommer jeg i tvivl.

I Danmark afgiftsbelægges CO2 neutral energi i et omfang der medfører at der overhovedet ikke er økonomi i at opsamle den, ja så står økonomien pludseligt over miljøet og hensynet til kommende generationer.

Et rigtig godt eksempel er, at den overskuds energi der genereres i de nyetablerede datacentre i væsentlig omfang sendes direkte ud til fuglene.

At tvinge befolkningen over i EL drevne biler med den ene hånd, og med den anden pumpe C02 neutral energi ud i den frie luft, er ikke i orden, det er dobbeltmoral i et helt uacceptabelt omfang.

Skal vi begrænse CO2 udledningen, skal vi gøre det attraktivt at opsamle og anvende C02 neutral energi, derfor skal der præmieres og ikke straffes med høje afgifter.

Udgivet i Læserbreve
Tirsdag, 04 december 2018 06:15

Første spadestik skyder skolebyggeri i gang

Mandag stak udvalgsformand Kristina Jørgensen (DF) og Emma Juel Christoffersen fra 5.C spaden i jorden for at markere, at byggeriet, der skal udvide Dalby Skole og give Dalby GF nye lokaler, nu går i gang.

Dalby Skole har vokseværk og mangler plads. Skolen skal derfor udbygges med nye lokaler for indskolingen og mellemtrinnet og en helt ny afdeling for 7.-9. klassetrin. I alt får skolen omkring 2.000 ekstra kvadratmeter og derudover får Dalby GF nye klublokaler, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Skoleleder Henrik Nielsen havde inviteret alle eleverne på skolen med til at markere startskuddet og han glædede sig over, at byggeriet nu er kommet et væsentligt skridt videre. Også Kristina Jørgensen, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget ser frem til byggeriet.

- Dalby er i stor vækst, og nu får vi en skole, der kan følge med udviklingen til glæde for både elever og medarbejdere. Samtidig kommer der nye idrætslokaler, der kan styrke det gode samarbejde, der er i området, sagde Kristina Jørgensen blandt andet i sin tale.

Det er entreprenørvirksomheden Jakobsen og Blindkilde A/S, der skal stå i spidsen for opgaven i samarbejde med arkitekter fra NOVA5 og OBH Rådgivende Ingeniører.

Forventningen er, at de nye lokaler kan tages i brug til det nye skoleår i 2020.

Udgivet i Kolding
Tirsdag, 04 december 2018 06:07

To nye højhuse med udsigt over fjorden

Lokal ejendomsudvikler, Estate Partners, har igen investeret i Kolding. Denne gang drejer det sig om en grund på Kløvervej, hvor der efter planen skal opføres to højhuse.

Grunden på 5.800 kvm. på Kløvervej (et stykke af Cirkuspladsen, red.) ligger med udsigt over fjorden og i forlængelse af en anden af Estate Partners bygninger, nemlig Metropolis, der er ombygget til 130 studieboliger. Bag Estate Partners står familien Reinert, der også har andre bygninger og virksomheder i Kolding.

Den nye investering skal denne gang bruges til byggeri for ældre og børnefamilier. Her skal være full service lejligheder af høj kvalitet, med både butler, fitness og tagterrasse med udsigt. Lejlighederne skal være i forskellige størrelser på 60 og 110 kvm, ligesom der også skal være et fællesrum, hvor beboerne kan samles til fællesspisning og hygge, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Planen er at bygge to ti-etagers højhuse svarende til omkring 160 lejligheder, hvor især målgruppen + 50 både kan få en lækker bolig og tage ud at rejse uden at skulle døje med græsklipning og vedligehold. Men de to bygninger skal kunne matche behov hos både seniorer samt par og singler med og uden børn.

- Vi vil godt lave et sted, hvor folk kan nyde livet og få hjælp til de praktiske ting. Vi planlægger fitnessrum med tilkøb af personlig træner, så alle både ung som gammel kan få sparring til træning og kost. Og så vil vi tilbyde en hjemlig reception, hvor man bliver hilst hjertelig velkommen, og der sidder faste butlere, der kan assistere med praktisk hjælp, modtage pakker og bare gøre hverdagen nemmere, fortæller Nina Reinert fra Estate Partners, der netop har købt grunden af Kolding Kommune.

Hos Kolding Kommune glæder det borgmester Jørn Pedersen, at der bygges så mange lejligheder. Den nyeste analyse fra Exometric peger nemlig på, at der de kommende år bliver brug for 1800 nye lejligheder i Kolding, hvis byen skal kunne leve op til efterspørgslen.

- Vi vil gerne kunne følge med væksten, og 160 lejligheder falder på et tørt sted. Og så tegner det jo godt, at også lokale ejendomsudviklere tror på Kolding og støtter udviklingen i byen. Jeg ser frem til at studerende i den ene bygning kan bo side om side med både seniorer og familier på den anden side. Det vil give mere liv i området, siger borgmester Jørn Pedersen.

De to højhuse er endnu på tegnebrættet, så udformning og antal lejligheder er endnu ikke fastlagt. Men efter planen begynder byggeriet i 2020 og skal stå færdigt i sommeren 2022.

Udgivet i Kolding

I Region Syddanmark bliver der begået 69 procent flere indbrud i december end resten af året. Indbrudstyven udnytter, at der er flere mørke end lyse timer i døgnet, og at boligen ofte er alene i juletiden.

Frem mod december stiger antallet af indbrud. I perioden 2013-2017 er der gennemsnitlig blev anmeldt 926 indbrud i december, hvilket svarer til 30 indbrud om dagen. Det kan derfor betale sig at forberede sit hjem lidt ekstra på mørket, skriver Nabohjælp i en pressemeddelelse.

- Når indbrudstyven har ekstra travlt i de mørke måneder, vil han gerne have fred og ro til sit arbejde. Derfor går indbrudstyven typisk efter mørke boliger, hvor han kan gemme sig og arbejde uforstyrret, fortæller Christina Tang Sørensen, kriminolog i Nabohjælp, et samarbejde mellem Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden.

Hun opfordrer derfor til, at vi ødelægger den ubudne gæsts arbejdsbetingelser ved at sørge for god belysning omkring boligen. Det giver nemlig naboerne bedre betingelser for at opdage tyven – og på den måde minimeres risikoen for, at indbrudstyven kan arbejde uforstyrret. 

Indbrudstyvens største frygt 

Lys bør dog ikke stå alene, når man skal forebygge indbrud. Lyset virker først rigtig effektivt, når der er nogen, der samtidig er opmærksomme. Det er derfor vigtigt, at man allierer sig med sine naboer, når man ikke er hjemme. På den måde kan man sikre, at der nogen til at se efter ens bolig og snyde tyven til at tro, at boligen ikke er alene hjemme over julen, og det kan afskrække tyven fra at bryde ind.

- Vi kan blandt andet aftale med naboerne, at de løbende parkerer en bil eller cykel i indkørslen, at de smider skrald i ens skraldespand, og at de tømmer postkassen. De kan også med fordel gå en runde om huset en gang i mellem for at se, om alt er som det plejer. Opmærksomme naboer er nemlig indbrudstyvens største frygt, fortæller Christina Tang Sørensen.

Nabohjælp er et effektivt redskab, når man skal forebygge indbrud i sit nabolag. Har man koordineret aktiv Nabohjælp i sit nabolag, kan man forebygge op mod hvert 5. indbrud. 

Ved at bruge nabohjælpssystemet på nabohjælp.dk kan man som naboer orientere hinanden om, hvornår man er på ferie, så man ved, hvornår man skal være særligt opmærksomme på hinandens hjem. Det er også muligt at dele viden om mistænkelig adfærd eller indbrud i nabolaget.

Fem hurtige juletips 

1. Aftal Nabohjælp – brug nabohjælp.dk eller appen Nabohjælp. 

2. Sørg for lys med bevægelsessensorer omkring huset. 

3. Hils på dem, du møder i nabolaget – både dem du kender og ikke kender. Opmærksomme naboer er tyvens største frygt. 

4. Del din viden om mistænkelig adfærd eller indbrud med naboerne. Nabohjælp.dk tilbyder en gratis advarselsfunktion. 

5. Brug tænd/sluk belysning og ’FakeTV’, så det ser ud, som om der er nogen hjemme.

Udgivet i Syddanmark
Tirsdag, 04 december 2018 05:57

Firma etablerer sig på renoveret hjørnegrund

Ekstra glæde i december hos HusCompagniet og Aunsbjerg.

Det er med store smil på læben fra Afdelingsdirektør Peter Hausted (HusCompagniet), ejer Alex Aunsbjerg (Aunsbjerg) samt borgmester Jørn Pedersen (V), at det nu er en realitet, at HusCompagniet etablerer sig i Kolding.

Placeringen bliver med et markant domicil ved Aunsbjerg´s nye renoverede projekt på hjørnet af Vejlevej og Platinvej i Kolding. Hjørneejendommen husede tidligere en trælast og før det en traktorforretning, oplyses det i en pressemeddelelse.

Nu gennemgår den en forvandling, der både vil gøre bygningen til et topmoderne bilcenter og til nogle tidsvarende kontorbygninger.

- HusCompagniet har været i Danmark i mere end 40 år og har bygget mere end 17.000 huse. Vi opfører hvert år ca. 1.900 huse. Vi prioriterer nærheden til vores kunder, og derfor glæder vi os virkelig meget til at kunne komme helt tæt på Koldingenserne, og ikke mindst kunne vise dem hele vores store materialevalg og alle de muligheder, der er hos HusCompagniet for et individuelt hus. Vi glæder os til at kunne tilbyde kombinationen af udstillingsbyen på Marielystvej i baghaven og et flot showroom i forhaven, der står klar i maj 2019. Vi får nogle super rammer på næsten 1.700 kvm for både medarbejdere og kunder, så humøret er højt, siger direktør Peter Hausted.

Det er tilsvarende også nemt at spore glæde ved Alex Aunsbjerg, hvor aftalen med HusCompagniet betyder, at der kommer en markant og stærk spiller som fast nabo til Aunsbjerg´s nyrenoverede bilsalgs-aktiviteter.

- Bilforretningen kommer selv til at fylde ca. 2.500 kvm i den forvandlede bygning, foruden ude arealerne der giver plads til et udvalg på ca. 300 biler til salg. Vi glæder os, fortæller Alex Aunsbjerg og tilføjer:

- Det bliver i tilknytning til vores værkstedsejendom lige op til på Platinvej 3. Som nu med godt 5000 m2 samlet under tag på de to naboejendomme er stærkt kørende for at håndtere de mange kunder og klare yderligere vækst i Kolding forretningen.

En stor tak fra Alex Aunsbjerg lyder også til kommunen og borgmesteren, som trods travlhed har udvist velvilje og behjælpelighed med at sikre, at de fysiske rammer ombygges gennem konstruktivt input i hele byggesagsbehandlingen.

Aunsbjerg har netop åbnet sin nyvognsafdeling med Mazda & Suzuki i den færdige etape 1 i vest-siden af ejendommen ud til Platinvej, hvor der allerede nu tages imod kunder. Men der ses også meget frem til etape 2, hvor Peugeot, Citroen, Opel og andre tilsvarende og let brugte biler, der i dag sælges fra Platinvej 3, flyttes hen til Platinvej 1 omkring årsskiftet.

Etape 3 starter op i det nye år med klargøringen af administrationsdelen og tilknyttet showroom for HusCompagniet ud mod Vejlevej.

I det tidlige forår når Aunsbjerg er kommet helt på plads kan kunder, forretningsforbindelser og venner af huset se frem til en spændende åbningsevent.

Det var Nybolig Erhverv Trekantområdet der fik sat partner sammen som afsæt til hvad der nu er aftalt.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Januar 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
  1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31