Et perfekt hug til bolden fra Dalton Wilkins sikrede Kolding IF sejren over AB lørdag eftermiddag. Kolding vandt 1-0.
Lørdag eftermiddag var der lagt op til en smuk fodboldlørdag i slutspillet i 2. division, hvor solen skinnede over Autocentralen Park i Kolding.
Målrig blev kampen ikke, men i det 55. minut huggede Dalton Wilkins til bolden, da der ikke var en medspiller i nærheden. Det var såvidt også godt, for bolden bankede ind i målet ved fjerneste stolpe. Og så var Kolding IF foran 1-0. Wilkins blev skiftet ud seks minutter senere og det var med taktfaste klapsalver fra publikum.
1-0 blev kampens resultat og efter nederlaget til EfB er Kolding atter på sejrskurs.
Kolding IF er nummer tre i oprykningsspillet – blot et enkelt point efter B93.
Der var i øvrigt 1423 tilskuere til dagens kamp.
På fredag skal Kolding IF igen i kamp. Denne gang på udebane, hvor de møder Thisted FC. Der er kampstart klokken 19.
Se billederne øverst i artiklen…