Kolding Stadsarkiv sætter fokus på Anden Verdenskrig set med lokale øjne – og du kan være med.
Som en opvarmning til 75-året for Danmarks befrielse i 2020 sætter Kolding Stadsarkiv fra mandag d. 2. september et længerevarende fokus på Anden Verdenskrig set med lokale øjne. Dette sker på Historisk Værksted i Bryggeriet, hvor du frem til udgangen af 2020 blandt andet får mulighed for at dykke ned i aviserne fra dengang samt generelt at få mere kendskab til arkivets samlinger fra besættelsestiden.
Alle kan dog bidrage aktivt med viden og erindringer fra den lokale historie. Kolding Stadsarkiv hører meget gerne fra dig, hvis du gemmer på en familiehistorie eller andre fortællinger fra besættelsestiden, og man hjælper også med at scanne gamle billeder fra gemmerne eller tager en snak, hvis du har en særlig interesse i emnet.
I Historisk Værksted understøttes også brugere, der selv ønsker at starte egne projekter eller samle andre omkring krigens historie – eller bare har en god ide.
I september vil du for eksempel blive introduceret til det frivilligt drevne projekt: ’Krigen dag for dag’, der fra 1. september 2019 og frem til 2025 løbende vil opdatere nyheder fra Kolding under Anden Verdenskrig. Projektet er drevet af socialhistorie.dk og igangsat af Billy Sørensen, der til daglig er lærerstuderende, men som i mange år har arbejdet med både lokalhistorie og slægtshistorie.
Med udgangspunkt i samtidens aviser kan du her blandt andet få indblik i, hvordan man i Kolding reagerede på Anden Verdenskrigs udbrud i september 1939. Fx skrev Kolding Folkeblad på dagen for krigsudbruddet: ”Spændingerne ude i Europa kan mærkes, selv her i Kolding, hvor pulterkammerne nu er blevet ryddet. Det er noget af en tvangsforanstaltning, men vi nødt til det.”
Hvis man ønsker at blive en del af projektet ”Krigen dag for dag” eller har materialer/kilder, man ønsker at dele, kan man kontakte arkivet eller Billy, som står bag socialhistorie.dk, på mail: ma**@bi***********.dk.
Fakta
Historisk Værksted er mere end bare et sted. Det er et samlingssted, hvor man kan mødes, finde fællesskab omkring historien – særligt lokalhistorien. Dermed får brugerne ikke kun mulighed for at snuse til de mange muligheder, som et arkiv råder over, men det er også et sted, hvor nysgerrigheden kan pirres og lysten til at dykke dybere ned i historien forstærkes.
Historisk Værksted foregår i Bryggeriet på Kolding Bibliotek. Følg med på arkivets facebookside for yderligere information.