Kolding Netavis

Kolding skal pilles af ghettolisten

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Pressefoto.

Byrådet i Kolding har vedtaget at nedsætte endnu et såkaldt paragraf 17, stk. 4 udvalg, som er et ad hoc udvalg, der kan tage sig af mærkesager. Målet er at sætte skub i udviklingen af både Munkebo og Skovparken til attraktive boligområder.

Det nye udvalg får navnet Udvalget for udfordrede boligområder, og udvalget får til opgave at realisere en plan for, hvordan de to boligområder bliver slettet på den nationale ghettoliste. Der er nemlig ikke meget ghetto over de to områder, mener byrådet.

– Vi oplever, at beboerne rent faktisk er glade for at bo der, der er en stor grad af fællesskab i områderne, og andelen af kriminelle er ikke væsentlig større end andre steder i Kolding. Så vi mener ikke, at det kan være rigtigt, at områderne skal hænges ud som ghettoområder på lige fod med Vollsmose og Gellerupparken, siger den nye formand for udvalget, Tobias K.J. Jørgensen, i en pressemeddelelse.

Han skal nu sammen med blandt andet de store boligorganisationer kigge på, hvad der skal til for at gøre områderne mere attraktive. Og netop det at kommunen rækker ud og gør opgaven til et fælles projekt med boligorganisationerne hilses velkommen:

– Vi er glade for, at politikerne sætter ekstra fokus på de udfordrede boligområder, og også at det nye udvalg kan kigge på området som helhed i forhold til både at kigge på uddannelsesniveau og muligheder for job. Vi er klar til at gå i arbejdstøjet, for områderne er faktisk bedre end deres rygte. Vi oplever i hvert fald, at alle lejligheder er lejet ud, og at fraflytningsprocenten i Skovparken er lav. Det er gode lejligheder, som folk er glade for at bo i. Så vi vil hellere bygge mennesker op end at rive beton ned, siger direktør for Bovia, Per Nielsen, som administrerer 694 lejligheder i Skovparken.

Udvalget for udfordrede boligområder vil nu inddrage aktører i de to områder, og det fælles arbejde skal resultere i en samlet udviklingsplan, som skal indsendes til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet senest 1. juni 2019.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel