Kolding Netavis

Kolding skal ind i kampen om uddannelser

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve

Læserbrev af Susanne Stenstrop Thorsen (SF), formand for SF Kolding og byrådskandidat, Gunnars Ager 7, Kolding.

Jeg læste med stor begejstring interviewet med Danmarks nye ”nærhedsminister” Kaare Dybvad i JV i weekenden. Især hans fokus på flere uddannelser til provinsen fik mig op af stolen – på den gode måde.

Uddannelsesinstitutioner er uendeligt vigtige for en kommune af Koldings størrelse. Både, så vi har gode tilbud til de lokale unge, der vælger at blive boende i kommunen. Og i høj grad også, så vi kan tiltrække nye mennesker til kommunen. Unge mennesker, der måske endda får lyst til at blive i Kolding efter uddannelsen, hvis der er gode job- og bosætningsmuligheder.

Hvis vi for alvor kan gøre Kolding til en studieby, er det en sikker vej til vækst og bedre velfærd. Vi bliver simpelthen en stærkere og bedre fremtidssikret kommune af det. Og så giver studerende sådan et dejligt boost af liv.

Derfor synes vi i SF, at det er tid til, at Kolding Kommune kommer op af stolen og kaster sig ind i kampen om flere uddannelsesinstitutioner.

Kaare Dybvad fremhæver bl.a. de såkaldte velfærdsuddannelser, der skal sikre uddannet personale til vores sygehuse, kommuner, socialtilbud, daginstitutioner osv. Dem har vi sandelig også brug for i Kolding Kommune. Derudover er der grund til at arbejde for flere erhvervsrettede uddannelser til kommunen. Det vil styrke vores erhvervsliv på sigt og gøre Kolding til en attraktiv bosætningskommune. Man kunne fx oplagt se på den populære ingeniøruddannelse, som man pt. skal helt til Horsens eller Sønderborg for at få.

Så kom nu, Kolding – lad os tage ministeren på ordet og kaste os ind i kampen for flere uddannelser til kommunen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *