Efter kun knap et år på posten har Citychefen for City Kolding valgt at søge nye udfordringer.
Foreningen City Kolding, der har til formål at samle og markedsfører Kolding City og virksomhederne i midtbyen, udtrykker, ”at det er med beklagelse, at vi har modtaget Brians (citychef Brian Kaslund, red.) opsigelse, og der skal ikke herske tvivl om, at vi naturligvis er kede denne beslutning, som giver os øjeblikkelige udfordringer”. Sådan lyder det fra bestyrelsesformand Gitte Lindbo og næstformand Søren Harresø i en pressemeddelelse.
Samarbejde på tværs står øverst på ønskelisten
-Det er ingen hemmelighed, at detailhandelen mange steder er udfordret. Dette gælder for så vidt ikke kun for Kolding og i forlængelse af dette synspunkt, er det uanset hvordan, vi vender og drejer det en forholdsvis ”tung” og krævende opgave, der venter foran os, forklarer bestyrelsens medlemmer i forening.
Det får dog hverken bestyrelse eller butikker til at kaste håndklædet i ringen. Tværtimod er arbejdstøjet fundet frem og der skal arbejdes på, at 2023 bliver året, hvor City Kolding får vendt nogle år med udfordringer og en vigende medlemsskare til positive oplevelser for foreningens medlemmer, som kan danne fundament for en stærk forening.
-Ser man konstruktivt på fremtiden, åbner forandringer også for nye muligheder, som vi i bestyrelsen er klar til at arbejde benhårdt på sammen med vores medlemmer. En mulig udvikling rækker helt klart ud til både Kolding Kommune og byens erhvervsliv. Kolding Kommune er allerede en god og givende samarbejdspartner, der bakker om et levende miljø i Kolding. Håbet er, at vi med arbejdstøjet på og med de rette indsatser også kan knytte vores stærke erhvervsliv tættere på foreningen. Vi ser et stort potentiale i at inddrage det øvrige erhvervslivs kompetente viden og kræfter til at bidrage til et aktivt centrum i Kolding til gavn for alle de mennesker, der færdes i byen, fortsætter Gitte Lindbo og Søren Harresø.
Kolding har det hele – og lidt til
-Vi har i Kolding by og centrum fortsat mange kvaliteter og gode tilbud til byens borgere. Foruden en masse sunde, driftige butikker, servicevirksomheder og spisesteder, er vi så privilegerede, at vi både har kongeslot og designmuseum samt en række andre fantastiske tilbud, der markedsfører byen langt ud over bygrænsen og dermed trækker gæster til Kolding. Denne effekt, som smitter positivt af på Koldings city, er også fordele, der kan udnyttes i vores fremtidige arbejde.
-Selvom vi i bestyrelsen har modtaget opsigelsen i god tid, har en enig bestyrelse besluttet, at citychefens position betyder, at den nuværende citychef fratræder sin stilling allerede den 31. januar, hvorefter bestyrelsesformand Gitte Lindbo konstitueres i stillingen frem til foreningens ordinære generalforsamling den 9. marts, slutter de to repræsentanter for City Koldings bestyrelse.