Leah Thrane Jacobsen fra Kolding skal deltage i junior-VM, når et dansk hold deltager i Kina.
Når åbningsceremonien ved den 17. udgave af junior-VM i bridge for hold afholdes i Wujiang i Kina vil det være med et dansk hold blandt deltagerene.
Det danske U16-hold blev nemlig nummer 7 til sidste års EM, hvilket var nok til at sikre dem en plads ved bordet, når der skal kæmpes om verdensmesterskabet.
– Det er et meget velforberedt hold, vi sender af sted. Siden opstarten af bruttotruppen for et år siden har der været mange aktiviteter: 7 træningsweekender rundt om i landet, hvor vi hele vejen igennem har arbejdet på stabilisering af grundsystemet – med særlig fokus på hvordan man vinder en U16 kamp: Med tocifrede noteringer. Samtidig har der også været et højt aktivitetsniveau på turneringssiden, fortæller holdkaptajn Morten Bune i en pressemeddelelse.
Undervejs har deltagerne også spillet og meldetrænet ugentligt på BBO.
– Vi har fået Jan Nielsen med ombord, og det har styrket projektet yderligt, så der er ingen tvivl om at vi står langt stærkere end ved sidste års EM i Slovakiet, siger Morten Bune.
13-årig koldingenser er med på holdet
Holdet, der består af seks spillere, blev udtaget i marts og blandt dem er Leah Thrane Jacobsen. Leah er 13 år gammel (den næstyngste) og kommer fra Kolding. Hun har gennem junior camps fundet interessen og har gennem det seneste halvanden års tid spillet med 15-årige Frederikke Graakjær Altenburg fra Skjern, hvor de har repræsenteret Danmark ved forskellige lejligheder som f.eks. EM for hold i fjord.
Holdet lander tirsdag formiddag den 7. august, og der er åbningsceremoni onsdag aften. Torsdag starter spillet. Der er 18 hold i U16-rækken og de otte bedste kvalificerer sig til kvartfinalen.
Holdet fra Danmark har vist stigende form og givet bud på deres store kvaliteter med sejren i kvalifikationen i WBF Online og sølvmedaljer i DM Hold til to af parrene. Alle tre par klarede sig godt og vandt præmie i Vinoble Open. Målet er at være med mandag den 13. august, når kvartfinalerne afvikles.