Kolding IF Women er kommet så godt fra start i denne sæson, at de nu har overtaget førstepladsen i ligaen.
Lørdag eftermiddag var der kamp i Gjensidige Kvindeliga. På Autocentralen Park tog Kolding IF Women mod FC Nordsjælland – og det var en kamp om førstepladsen.
Kolding var klar fra start og havde det meste af spillet i første halvleg. Der skulle da også kun gå 10 minutter, inden Kolding fik bolden i nettet. Desværre dømte dommeren offside.
Men i det 33. minut fanger Benedicte Moss keeperen langt ude af målet og løfter bolden i mål og bringer Kolding i front. Pausestillingen endte med 1-0.
Det var et mere aggressivt FC Nordsjælland-mandskab, der kom ud til anden halvleg. Kolding havde svært ved, at holde bolden i egne rækker. Men Kolding får bedre fat og i det 75. minut, hvor Sarah Thygesen næsten lige er skiftet ind, scorer hun til 2-0 efter sin første boldberøring. Hun er i øvrigt på vej tilbage efter en længere skadespause, oplyser Kolding IF.
Kampen endte 2-0 og Kolding har overtaget førstepladsen i Gjensidige Kvindeliga.
Kolding skal igen i kamp lørdag den 21. oktober. Det er en udekamp mod AGF. Der er kampstart klokken 15.