Kolding Netavis

Kolding Lokalsyn opkøbt

Dekra Bilsyn udvider kæden med filialer i blandt andet i Kolding og Vamdrup. PR-foto.

Dekra Bilsyn overtager Kolding Lokalsyn den 4. november.

Dekra Bilsyn udvider kæden i Jylland med fem synshaller i Kolding, Vamdrup, Haderslev, Vejen og Egtved. Alle steder synes der små køretøjer.

– Dekras overordnede vision er at gøre verden til et sikrere sted, og globalt er bilsyn Dekras kerneprodukt. I Danmark vil vi ved organisk vækst og opkøb opbygge en landsdækkende kæde af bilsynshaller, hvor hallerne er lokalt forankret og lokalt drevet. Vi vil være den foretrukne lokale synshal, der hvor vi er repræsenteret, siger finansdirektør i Dekra Danmark, Bo Bay Hougaard, i en pressemeddelelse.

Dekra Bilsyn har nu 28 synshaller på landsplan.

Står stærkere på markedet

Indehaver Lasse Bjørnholdt startede selv Kolding Lokalsyn i sommeren 2010, og herfra tog det hurtigt fart. Kort tid efter blev Kion Koldborg medejer. Sammen er de klar til at udvide og styrke deres forretning endnu mere.

– Der er en stor fordel i at gå sammen med Dekra Bilsyn og blive stærkere. På den måde kan vi også følge med i udviklingen i synsbranchen, siger Lasse Bjørnholdt.

For både Lasse og Kion er det vigtigt, at kunderne ikke mærker nogen forskel. Derfor er det også det samme koncept og de samme ansigter, som kunderne møder, når de besøger synshallerne.

Et godt match

Ifølge direktør i Dekra Bilsyn, Githa Nørbæk, er overtagelsen af Kolding Lokalsyn et naturligt led i den videre ekspansion i Jylland.

– Lasse Bjørnholdts forretning passer perfekt ind i vores værdisæt og DNA. De er en kvalitetsbevidst og kundefokuseret virksomhed med et højt serviceniveau med nogle dygtige lokale folk i synshallerne, siger hun.

Lasse fortsætter med at være ansvarlig for at drive synshallerne i Kolding, Haderslev, Vejen, Vamdrup og Egtved sammen med de eksisterende synassistenter. Alt vil være som det plejer med god dialog under bilsynet og trafiksikkerheden i fokus. Priser er ligeledes uændrede.

Dekra Bilsyn holder åben hus mandag den 4. november fra klokken 8-17 på Ole Rømersvej 2 i Kolding.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *