Kolding Netavis

Kolding Krisecenter fylder 40 år

Elo Christoffersen
Pressefoto.

Søndag den 29. januar er det 40 år siden, at Kolding Krisecenter for første gang slog dørene op for voldsramte kvinder og deres børn.

I anledningen af jubilæet åbner Kolding Krisecenter sine ellers lukkede døre til en reception for venner af huset, støtter og sponsorer. Søndag den 29. januar kl. 13-16 vil der være mulighed for at opleve huset indefra og her få et unikt indblik i, hvordan Kolding Krisecenter i 40 år har været et tilflugtssted for kriseramte kvinder.

Lands- og lokalpolitikere på området er inviteret til jubilæet for at belyse, hvordan de i fremtiden vil arbejde for et liv uden vold for kvinder i alle aldre.

Derudover vil der vil være mulighed for at høre mere om konkrete aktiviteter på Kolding Krisecenter, som arbejdet med børn i kriseramte familier, ambulant rådgivning samt historier fra hverdagen på en guidet rundvisning på krisecentret.

Mangler finansiering

Godt 38.000 kvinder udsættes hvert år for fysisk vold, mens tallet for psykisk vold er næsten dobbelt så stort, nemlig 72.000. Derudover er der et stort mørketal.

At flytte på krisecenter er fortsat forbundet med stigmatisering, og derfor anses et ophold på et krisecenter i mange tilfælde som sidste udvej for kvinden, der på dette tidspunkt ofte allerede er på en social deroute, hvor hun har mistet sit netværk og job.

Kolding er en af fem udvalgte byer i Danmark, der udover botilbuddet på krisecenteret også tilbyder ambulant rådgivning af kriseramte kvinder gennem ordningen Sig Det Til Nogen.

Sig Det Til Nogen har de seneste to år opnået gode resultater gennem en tidlig indsats i rådgivningen af voldsramte kvinder, fortæller leder af Kolding krisecenter Britt Malkiel Nielsen:

-Vi ved fra Sig Det Til Nogen, at det ofte er en anden type kvinder, der henvender sig i den ambulante rådgivning. De er udsat for den samme alvorlige vold, men de har- til forskel fra de kvinder, vi har boende på krisecentret- et større netværk og er ofte stadig knyttet til arbejdsmarkedet. De har et selvstændigt liv, de har brug for at opretholde. Derfor er det så vigtigt, at vi kan fortsætte den ambulante rådgivning og dermed forhåbentlig undgå, at kvinden senere i livet vil få brug for krisecentret, siger hun i en pressemeddelelse.

I Kolding har Sig Det Til Nogen siden 2020 været finansieret af en pulje under Socialstyrelsen. Fra 1. oktober 2023 udløber puljemidlerne, og rådgivningen står således til at lukke. I forbindelse med den nye regeringsdannelse er det endnu uklart, om ordningen kommer på finansloven og dermed kan fortsætte.

Der er i øjeblikket tre måneders ventetid på rådgivning via Sig Det Til Nogen, og interessen er stigende.

Åbent hus-arrangementet finder sted på Aktivitetscentret Basagerhus, Nr Bjertvej 89, 6000 Kolding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel