Kolding Netavis

Kolding Kommunes skolebudget: Ni år som bundskraber – vores børns fremtid står på spil

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Laura Guldager. Privatfoto.

Læserbrev af Laura Guldager, Klostergade 38. 101, 6000 Kolding.

Kolding Kommune indtager en pinlig førsteplads, igen! For niende år i træk bruger Kolding færrest penge pr. folkeskoleelev i hele landet. Det er umuligt at finde nogen form for stolthed i denne “præstation”, når det, vi reelt gør, er at gamble med vores børns fremtid.

Med en udgift på kun 64.000 kr. per elev, står Kolding i skærende kontrast til landsgennemsnittet på 79.000 kr. pr. elev. I den modsatte ende af skalaen finder vi kommuner som Læsø, der investerer hele 141.500 kr. pr. elev – mere end dobbelt så meget som Kolding. At vi gang på gang formår at holde os på denne kedelige førsteplads, afslører en alvorlig misforståelse af, hvad det vil sige at fremtidssikre vores børn og unge.

Den konstante nedprioritering af vores skoleelever viser sig nu i resultaterne. Fra 2016 til 2019 dumpede 3,8 % af Koldings afgangselever i dansk og/eller matematik. I 2023 er tallet eksploderet til 10,4 % – en stigning på hele 6,6 procentpoint. Den næststørste stigning i vores landsdel. Kolding har ikke bare sparet på vores børn; vi har sat dem bagud i forhold til deres jævnaldrende i resten af landet.

Hvordan kan vi være stolte af at bruge færrest penge, når konsekvensen er, at vores elever klarer sig dårligere? Kolding Kommunes manglende vilje til at investere i vores børn viser en kortsigtet tankegang, hvor man er mere optaget af at holde budgettet end at sikre en ordentlig uddannelse. Dette er ikke bare en skam, det er uansvarligt.

Hvis vi virkelig ønsker at fremtidssikre vores kommune, må vi revurdere vores prioriteringer. Besparelser kan være nødvendige i hårde tider, men når pengene er til stede, skylder vi vores børn at geninvestere i deres uddannelse. At fastholde denne pinlige førsteplads er ikke et tegn på veldrevet økonomi – det er et svigt af vores ansvar over for fremtidens generationer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel