Den 1. november overtager Kolding Kommune butikscenteret på Lærkevej 21 i Kolding. Købet af butikscenteret er en vigtig brik for den udvikling af området, som Boligselskabet Kolding, Boligkontoret Danmark, Boligselskabet AAB, BOVIA og Kolding Kommune står bag.
Butikscenteret, som Kolding Kommune har købt, ligger helt centralt i området, og rummer i dag forskellige funktioner, blandt andet butikker og foreninger. Bygningen er nedslidt og bidrager i sin nuværende form ikke til at løfte området.
Med købet af centeret kan det centrale område nu indgå i en større samlet forskønnelse af området. I første omgang vil købet ikke have betydning for dem, der bruger centeret, som de første 2-3 år forventes at køre videre, som det plejer, nu blot med Kommunen som udlejer.
På længere sigt er det planen at rive centeret ned, og indtil da skal det afklares, hvorvidt de nuværende erhvervslejere kan blive i området eller ej. Hvis de nuværende erhvervslejere ikke kan blive i området, vil de i videst mulig omfang få hjælp til at komme videre til nye lejemål.
-Vi har købt centeret, fordi vi ønsker at understøtte arbejdet med at skabe en attraktiv bydel, som skal komme både nuværende og kommende beboere og naboerne i området til gode. Arealet, hvor centret er placeret, er afgørende for den udvikling og kan nu komme i spil og åbne op for de mange potentielle muligheder det giver, fx i form af et bydelshus, siger borgmester Jørn Pedersen (V) om købet af butikscenteret.
Udover at sikre en god overgangsperiode for lejerne i centeret er næste skridt at påbegynde en proces, der skal afklare behov og ønsker til nye funktioner på arealet.
Fakta om centeret på Lærkevej 21
Bygningen har et erhvervsareal på 2.574 kvm og rummer en række lejemål: Blandt andet en slagter, en kiosk, en købmand og et pizzeria.
Fakta om udviklingsplanen
Boligselskabet Kolding, Boligkontoret Danmark, AAB Kolding, BOVIA og Kolding Kommune har i samarbejde lavet en strategisk udviklingsplan for Skovparken og Skovvejen. Den blev godkendt af Kolding Byråd i 2019 og udmøntningen af udviklingsplanen følges af Bolig- og Planstyrelsen og Indenrigs- og Boligministeriet.
Arbejdet med den strategiske udviklingsplan udspringer af en lov for udsatte boligområder i Danmark, der blev vedtaget af Folketinget i 2018. Loven foreskriver, at boligselskaberne og kommunerne skal lave udviklingsplaner for Danmarks udsatte boligområder.
Udviklingsplanen skal blandt andet redegøre for, hvordan andelen af almene familieboliger i områderne bliver reduceret til 40 procent, og hvordan boligområdet kan blive omdannet til en velfungerende og attraktiv bydel med en mere blandet beboersammensætning.