Kolding Netavis

Kolding investerer i klimavenlige busser

Efter at have testet miljøvenlige hybridbusser i en årrække tager Kolding Kommune nu et grønt syvmileskridt. Kommunens bybusser samt hovedparten af busserne på lokalruterne skal køre på el eller brint fra sommeren 2022.

De to nuværende kontrakter på Kolding Kommunes buskørsel udløber i sommeren 2022. Hvem der herefter skal overtage opgaven, skal et udbrud nu afgøre. På et møde i Teknik- og Klimaudvalget har politikerne anbefalet, at alle bybusser og hovedparten af busserne på lokalruterne fra sommeren 2022 skal være klimavenlige busser, som kører på vedvarende energi. I praksis bliver det efter alt at dømme elbusser, selv om andre teknologier også kan komme på tale.

– Vi er ikke den første kommune, som indfører elbusser, men det udbud, som vi nu er ved at lægge sidste hånd på, demonstrerer vores høje klimaambitioner. Vi ønsker, at alle vores bybusser skal køre på el, og mig bekendt er vi den første kommune, som også indsætter elbusser på hovedparten af lokalruterne. Sammenlagt vil det reducere vores CO2-udledning fra busserne med hele 85 pct. Det er et mål, vi virkelig kan være stolte af, siger Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget, i en pressemeddelelse.

42 busser

Udbuddet omfatter 42 busser. 26 af dem skal køre på el eller brint. Det drejer sig om samtlige bybusser samt lokalruterne 252, 253 og 254. Skoleruterne samt lokalrute 257 vil fortsat kunne betjenes af busser, som kører på fossil energi – typisk almindelig diesel eller diesel blandet op med biobrændsel.

– Vi har i denne omgang valgt at undtage skoleruterne og lokalrute 257. Økonomien ved at indsætte dyre elbusser er simpelthen for dårlige på ruter, hvor busserne kører forholdsvis få kilometer. Men markedet og teknologien ændrer sig konstant. Derfor bliver udbudsperioden lidt kortere for skoleruterne og lokalrute 257, så vi evt. også kan overgå til eldrift her inden for en overskuelig årrække, hvis vi ønsker det, oplyser Jakob Ville.

I dag koster en elbus cirka 3,5 mio. kr. plus moms, hvilket er cirka det dobbelt af prisen på en dieselbus. Det er også lidt dyrere at køre med elbusserne, men priserne falder.

– Grøn omstilling er ikke gratis. Men med de klimaudfordringer, som vi står overfor, er det en bunden opgave, at vi skal nedbringe vores CO2-udledning – også i den kollektive trafik og i transportsektoren i øvrigt. I vores nye bæredygtighedsstrategi har vi sat os som mål, at alle vores bybusser skal køre på fossilfrit brændstof senest i 2023. Det mål når vi, og vi går endda et skridt videre ved også at tilføje busserne på tre lokalruter, påpeger Jakob Ville.

Elbusserne vil ikke blot reducere udledningen af CO2. De er også lydsvage, og de udleder ikke sundhedsskadelige partikler ligesom dieselbusserne.

Udbuddet forventes offentliggjort i oktober og gennemføres efter planen i perioden oktober 2020-maj 2021.

Tagget med:
Del denne artikel