Kolding IF præsenterer nyt samarbejde

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen 24 september 2022
Opdateret 24/09/22 8:27
Forstander Kamilla Seerup har siden tiltrædelsen, sat ekstra spot på elevernes aktivitetsniveau og bevægelse. Foto: Kolding IF.

Kolding IF og Efterskolen Kildevæld har etableret et nyt, lokalt samarbejde som gør det muligt for fodboldglade drenge og piger at kombinere efterskolelivet med fodboldtræning på eliteniveau.

Efterskolen Kildevæld, som er beliggende ved bydelen Seest i Kolding, er en efterskole som de seneste år har sat yderligere fokus på idrætten, med fodbold som et af fokuspunkterne. Forstander Kamilla Seerup har siden tiltrædelsen, sat ekstra spot på elevernes aktivitetsniveau og bevægelse, og med et fodboldsamarbejde med KIF, bliver det muligt at få det bedste fra begge verdener.

I 2018 valgte skolen at tage den fulde konsekvens af ønsket om at kunne tilbyde fodbold på seriøst niveau og etablerede en kunstgræsbane med banelys, hvilket giver mulighed for at kvalitetssikre fodboldmiljøet på skolen. Med det nye samarbejde mellem KIF og Efterskolen Kildevæld, bliver det muligt at få matchet fodboldegenskaberne endnu mere, oven i det spændende liv på en efterskole, oplyser Kolding IF i en pressemeddelelse.

Med samarbejdet kommer muligheden for at optimere udviklingen hos både elite- og breddespillere, samtidig med at de unge piger og drenge opnår den udvikling og dannelse, som efterskolerne er sat i søen for. Skolen råder over sin egen store sportshal, som er til rådighed for eleverne under hele deres ophold på efterskolen.

Hos Kolding IF er der også stor glæde at spore, og det er et stort skridt for klubben, at kunne indgå et strategisk samarbejde med Efterskolen Kildevæld.

Hvis du vil høre mere om Efterskolen Kildevæld, og de nye fodboldmuligheder så kan du komme forbi skolen til Efterskolernes Dag søndag den 25. september.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med: , ,
Del denne artikel