Der er altid masser at glæde sig til, når oplevelsescentret Harteværket åbner for sæsonen i begyndelsen af maj. Men i år er der noget ekstra. For når det gamle vandkraftværk starter turbinen op og inviterer publikum ind den 4. maj, er der samtidig indvielse af Koldings nye trampolinpark, som Sydbank har doneret til værket.
Koldings gamle vandkraftværk, Harteværket, byder hvert år velkommen til tusindvis af børn og voksne, der i løbet af sommerhalvåret bliver klogere på vand, energi og bevægelse. Og netop bevægelse kommer der endnu mere af i de smukke omgivelser i Alpedalen i denne sæson.
Otte nye trampoliner
Sydbank har nemlig doneret over 200.000 kroner til en ny trampolinpark med i alt otte trampoliner, som bliver anlagt i forbindelse med værket. Donationen blev offentliggjort på Sydbanks årlige aktionærmøde den 26. marts.
Og det glæder i den grad projektchefen for Harteværket, Cecilie Røner:
– Donationen kommer til at betyde rigtig meget. Jo mere leg og bevægelse vi kan tilbyde, jo mere interessante bliver vi for både skoleelever, turister og alle andre, der gerne både vil blive klogere og have en god oplevelse, siger hun.
Men den nye trampolinpark, der får navnet Sydbank Trampolinpark, vil ikke alene være med til at tiltrække flere gæster til oplevelsescentret. Den vil forhåbentlig også få gæsterne til at blive endnu længere, og dermed give dem en endnu bedre oplevelse af Harteværket, mener Cecilie Røner.
– Vores naturskønne beliggenhed gør Harteværket til et åndehul for mange koldingensere. Nu får de endnu en god grund til at besøge os og tage familie og venner med, fortæller hun.
Vand, energi og bevægelse
Harteværket blev opført i 1918-20 og var Danmarks første større vandkraftværk. I 2016 blev værket omdannet til et moderne oplevelsescenter med fokus på vand, energi og bevægelse. Samtidig er værket stadig i drift og producerer i dag 1 pct. af Koldings samlede strømforbrug.
– Det bidrager i høj grad til oplevelsen, at turbinerne kører, og at værket rent faktisk stadig producerer strøm. Det giver en meget autentisk ramme omkring vores forskellige udstillinger og aktiviteter og er med til at gøre det hele endnu mere spændende, forklarer Cecilie Røner.
Sydbank Trampolinpark bliver en del af Harteværket, og dermed skal gæster betale entré for at komme ind. Til gengæld dækker entréen både adgang til parken og resten af Harteværket, som også omfatter turbinehallen, udstilling med gamle el-apparater og vandlegepladsen.
– Vi glæder os altid til at få åbnet værket og komme i gang med sæsonen, men det er klart, vi glæder os ekstra meget i år. Det bliver skønt at kunne tilbyde gæsterne noget nyt, og vi håber, at rigtig mange får lyst til en tur på trampolinerne i løbet af sæsonen, siger Cecilie Røner.
Sydbank har doneret alt til den nye trampolinpark inkl. hegn og etablering af parken.
– I Sydbank vil vi gerne støtte op om gode tiltag og støtte ildsjæle, der bruger kræfter på at gøre deres lokalområde mere attraktivt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har overrakt denne donationen til Harteværket, fortæller områdedirektør i Sydbank, Dennis Vibjerg.