Kolding Netavis

Kolding får høj placering på ny rangliste

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Kolding Kommune.

Kolding Kommune har sikret sig en 12. plads på listen over landets kommuner i Dansk Erhvervs seneste analyse “Forudsætninger for regional vækst”. Det er især inden for et af de mest afgørende rammevilkår, nemlig arbejdskraft, at Kolding har opnået en høj score.

I den nye analyse fra Dansk Erhverv, som netop er offentliggjort, peges der på gode vækstforudsætninger i Kolding Kommune.Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Kolding Kommune er rangeret som nr. 12 i analysen baseret på 11 forskellige rammevilkår. Det er inden for rammevilkåret arbejdskraft, at Kolding opnår den højeste placering, nemlig en 4. plads ud af de 93 kommuner, der er inkluderet i analysen.

-Det er yderst tilfredsstillende, at vi opnår en så flot placering i analysen generelt og særligt en endnu højere placering på arbejdskraft. Vi har i de seneste år gjort en stor indsats for at skabe optimale rammevilkår for erhvervslivet. Især har udfordringen med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til vores stærke erhvervsliv været en prioritet for os. Der er et særligt tæt samarbejde mellem erhvervslivet og vores uddannelsesinstitutioner, som kommunen støtter, fortæller borgmester Knud Erik Langhoff (C) i en pressemeddelelse.

Kolding Kommune opnår også en topplacering i sagsbehandlingstider på miljøområdet.

Andre områder, hvor Kolding scorer højt, inkluderer transport og mobilitet, offentligt og privat samarbejde, turisme, kultur og oplevelser samt skat og administration. Desuden rangerer Kolding Kommune som nr. 9 inden for overordnet erhvervsservice.

-Det er glædeligt at se, at Kolding har et byråd, som prioriterer gode rammer for erhvervslivet, og at samarbejdet mellem Kolding Kommune og erhvervslivet er styrket. Ranglisten understreger også, at virksomhederne i Kolding klarer sig godt. Fokusset i undersøgelsen ligger primært på resultater, og her formår vi i Kolding at følge med, siger direktør for Business Kolding, Morten Bjørn Hansen.

Byrådet har netop vedtaget en ny erhvervspolitik, som sigter mod at investere i bæredygtig vækst gennem partnerskaber.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel