Den nationale cykelpulje sender penge til en ny cykelsti på Skolebakken på strækningen mellem Strædet og Nr. Bjertvej.
Cykelstiprojektet er budgetteret til 8,7 mio. kr., og heraf finansierer den nationale cykelpulje halvdelen.
-Cykelstien på Skolebakken står højt på vores prioriteringsliste over nye cykelstier, og derfor er jeg utrolig glad for, at vi med de nye midler kan skabe større sikkerhed for de mange skolebørn og bløde trafikanter, der færdes på strækningen. Cykelstien er samtidig en vigtig brik i udviklingen af den nordlige del af Nr. Bjert, fortæller formand for Plan- og Teknikudvalget, Jakob Ville (V), i en pressemeddelelse.
I alt er der i år uddelt 200 mio. kroner fra den nationale cykelpulje til at støtte nye cykelprojekter i Danmark. Heraf får Kolding altså 4,35 mio. kr., som supplerer de 5,4 mio. kr., Kolding sidste år fik til to cykelstiprojekter på Buen og Lyshøj Allé.
Bedre sammenhæng mellem Nr. Bjert og Strandhuse
Den nye cykelsti på den 500 meter lange strækning på Skolebakken skal supplere den dobbeltrettede cykelsti, der ligger på den østlige side af Skolebakken fra Lyshøj Allé til Strædet.
-Forhåbentlig betyder den nye cykelsti, at endnu flere skoleelever vælger at benytte cyklen til og fra skole, for det vil selvfølgelig få en positiv effekt på fremkommeligheden i området. Samtidig håber vi også, at flere lader bilen stå og i stedet tager cyklen, når der kommer bedre sammenhæng mellem de to områder for de bløde trafikanter, siger Jakob Ville.
Den nye cykelsti skal anlægges som enkeltrettede asfaltstier i hver side af Skolebakken. I vejens østlige side etableres desuden et fortov på hele strækningen.
For at gennemgøre projektet er det nødvenligt for Kolding Kommune at erhverve arealer fra lodsejerne langs ruten. Kommunen vil derfor gå i dialog med lodsejerne om projektet i løbet af 2023. Anlæg af cykelstien vil herefter kunne gennemføres i 2024.
Flere cykelstiprojekter er på vej
Sidste år søgte Kolding Kommune 73 mio. kr. til otte cykelstiprojekter. De projekter, som ikke fik støtte fra den nationale cykelpulje i de to første runder, er: Haderslevvej i Christiansfeld, Koldingvej i Vester Nebel, Nr. Bjertvej til Eltang, Hylkedalvej mellem Kolding og Vamdrup og til nyt erhvervsområde ved Tankedalsvej samt Skamlingsvejen.
-Vi har selvfølgelig stadig ambitioner om at gennemføre de resterende cykelstier på ønskelisten. Forhåbentlig får vi støtte til flere projekter fra den nationale cykelpulje, og ellers har vi også sat penge af på vores eget budget de kommende år til at forbedre vilkårene for cyklister, slutter Jakob Ville.