Kolding Netavis

Kolding Egnsteater præsenterer dansk teaters 300 år

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Pressefoto.

Tag del i fejringen af dansk teaters 300 år med en landsdækkende jubilæumsudstilling.

Fra den 13. september og frem til den 23. oktober kan borgere komme tæt på teater- og scenekunstens historie, når Dansk Teater 300 år og designbureauet Torden & Lynild åbner jubilæumsudstilling i otte danske byer – heriblandt Kolding.

Den 23. september 1722 blev der for første gang sagt replikker på dansk fra scenen.

Det var ikke bare teaterhistorie, men en revolution for hele det danske samfund. Nu blev almindelige borgeres liv synliggjort på scenen, det danske sprog blev udbredt til alle samfundslag og en egentlig dansk, litterær tradition tog sin begyndelse. Med afsæt i 300-året fejres scenekunstens afgørende betydning for dansk sprog, samfund, kultur og identitet.

Som led i et mangfoldigt fejringsprogram landet over, opsætter Dansk Teater 300 år i samarbejde med designbureauet Torden & Lynild en teaterhistorisk udstilling i otte danske byer, der invitere beskueren ind i den danske scenekunsts historie gennem 300 år og belyser mangfoldigheden og forskelligheden i dansk scenekunst i dag.

Udstillingen vil opleves som et skønt sammensurium, hvor fortid og nutid smelter sammen i et broget patchworktæppe, en smuk, bundet buket af nogle af dansk scenekunsts fineste momenter. Det er let tilgængeligt, skulpturelt og visuelt oplysende og en kilde til at lade tilskuerens fantasi få frit løb. En QR kode og tidslinje leder publikum på en teaterhistorisk rejse, imens billeder sender tankerne og minderne på flugt til forestillinger, teatre, skuespillere, genrer gennem tiden. En farverig collage, der fænger lige meget hos børn som voksne og inspirerer hele familien til en tur i teatret.

Udstillingen kan opleves i Kolding i Nicolai Komplekset fra 19. september til 23. oktober. Det sker i samarbejde med Kolding Egnsteater.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel