Vi bruger i dag 33 procent flere penge på boligtilbehør end for bare ti år siden.
Lysestager, lænestole og lækre lamper. Vi bruger flere penge end nogensinde på tilbehør til hjemmet, og på bare ti år er den gennemsnitlige danskers udgifter til boliginteriør steget med 33,5 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Den tendens genkender de hos Imerco Home i Kolding Storcenter, der nu fejrer 1-års fødselsdag. Butikken blev for et år siden omdannet fra Inspiration til Imerco Home med målet om at tilbyde mere tendenspræget boliginteriør til folket i Kolding, og ifølge butikschefen har folk taget rigtig godt imod det nye koncept.
– Vores koncept handler om at imødekomme den ændring i forbrugsmønstret, som vi så tydeligt ser. Vi oplever, at folk gerne vil følge med i boligtendenserne uden at skulle udskifte alle møbler eller bruge en formue. Derfor skifter de små ting ud, når tendenserne ændrer sig, siger butikschef i Imerco Home i Kolding, Rasmus Fangel, i en pressemeddelelse.
God modtagelse
I følge Rasmus Fangel er det især småmøbler og lamper, der er en del af Imerco Home-konceptet, som er populært blandt folk i Kolding.
– Folk tør helt sikkert kaste sig ud i noget lidt vildere i dag fremfor førhen, hvor det særligt var det klassiske og tidløse, man gik efter. Det kan være en lampe i en vild farve eller puder i noget anderledes materiale, siger han.
Siden skiftet fra Inspiration til Imerco Home har Kolding-butikken oplevet stor opbakning fra de lokale.
– Vi har helt sikkert en styrke i vores lokale kendskab. Det betyder, at vi kan give mere personlig rådgivning, og det tror jeg, mange sætter pris på. Det er jo netop fordelen ved at handle lokalt frem for på nettet.