Kolding Netavis

Kolding Børnehøjskole får opbakning fra Ole Kirk’s Fond

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Børn kan året rundt deltage i kurser på børnehøjskolerne og møde højskoletankerne om fællesskab, dannelse og værdighed. Pressefoto.

Kolding Børnehøjskole får opbakning fra én af landets største fonde.

KFUM og KFUK står bag verdens første højskole for børn. For fem år siden åbnede den første i Aarhus. Siden er der kommet børnehøjskoler i Kolding, Haderslev og på Amager.

Kolding Børnehøjskole samt skolerne i Haderslev og på Amager får nu opbakning fra én af landets største fonde.

En donation fra Ole Kirk’s Fond gør det muligt at ansætte to forstandere til at koordinere drift og udvikling. Den ene forstander kommer til at arbejde på Amager Børnehøjskole, mens den anden vil være tilknyttet både Kolding Børnehøjskole og Haderslev Børnehøjskole.

Børnehøjskolerne er etableret af frivillige i KFUM og KFUK og har i en opstartsperiode været drevet udelukkende af frivillige kræfter. Ansættelsen af forstandere gør det nu muligt at skalere projektet og invitere frivillige ind i attraktive frivilligmiljøer, hvor man nemt kan gøre en forskel.

Børnehøjskoler henvender sig til de 6-13-årige børn.

Hverdagen på en Børnehøjskole

• Børnehøjskolerne er levende huse med kreative kurser og aktiviteter fordelt over hele ugen, året rundt. Det er huse, hvor arkitektur, indretning og kunst tydeligt udfolder børnehøjskolens pædagogik og værdier

• Man tilmelder sig et kursusforløb, der strækker sig over 6-12 uger med undervisning én dag om ugen efter skoletid. Der tilbydes fx kurser som ‘Børnereporter’, ‘Mad fra hele verden’ og ‘De mindste fikser alt’. Derudover er der aktiviteter i skolernes ferier

• De frivillige undervisere, som ofte er studerende fra lokale uddannelsessteder, brænder for at give noget videre til børnene – og de får selv en stor oplevelse og en masse brugbar erfaring

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel