Kolding Netavis

Kolding Bibliotek åbner stor oplevelsesudstilling

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Du kan på en stor oplevelsesudstilling om 70’erne rejse tilbage i tiden.

Du kan (gen)opleve 70’erne, når du besøger udstillingen Disker, Flipper eller Rocker? – om musik, film og identitet.

På udstillingen kan du rejse tilbage i tiden og møde tre unge fra 70’erne og opleve teenageværelset, kollektivet og gadehjørnet, hvor knallertbanden hang ud. Undervejs hører du de unges historier og lydstumper af den musik, de hver især lyttede til. Du får også inspiration til musik, du selv kan lytte til og film fra perioden, der stadig er interessante.

Det skriver Koldingbibliotekerne i en pressemeddelelse.

– Udstillingen giver et indblik i, hvordan det var at være ung i 70’erne, som i den grad var en brydningstid. Ungdomskulturerne satte deres præg på tidens musik og film, der udviklede sig drastisk i årene. Meget af tidens musik og film er vi også fascineret af i dag, og for eksempel er mange af nutidens musikere inspireret af kunstnere fra 70’erne, fortæller bibliotekar Sofie Fredborg, der er en af drivkræfterne bag udstillingen.

Test dig selv

På udstillingen kan du også tage identitetstesten og finde ud af, om du ville være disker flipper eller rocker, hvis du tog på tidsrejse tilbage til 70’erne.

– Jeg tror, at en af grundene til, at så meget musik fra den tid stadig holder, er fordi den rammer ind i det at være ung og finde sin egen identitet. Det er derfor, vi har valgt at lave en anderledes udstilling, der ikke kun fokuserer på at præsentere musik og film fra perioden, men i stedet kæder det sammen med nogle af de ungdomskulturer, der var fremherskende i perioden, fortæller Sofie Fredborg.

Udstillingen er en røre-udstilling, så gæsterne er velkommen til at afprøve værelserne og spille lidt på guitaren. Man kan også prøve tøj fra perioden.

Udstillingen åbner den 23. august klokken 15-17.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel