Kolding Netavis

Kolding-akademi har fået 4,42 millioner kroner til studiehjælp

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Gitte Valentin, uddannelseskoordinator på IBA. Foto: IBA.

Har du planer om efter- eller videreuddannelse i 2023? Så er der mulighed for at få dækket udgifterne til din undervisning.

Du kan få helt op til 10.000 kroner i støtte.

Pengene kommer fra Omstillingsfonden, der er blevet forlænget, så den også omfatter 2023.

Den samlede pulje er på cirka 65 millioner kroner. Og i år er IBA Erhvervsakademi Kolding blevet tildelt 4,42 millioner kroner, som fordeles efter først til mølle-princippet.

-Vi er rigtig glade for, at ordningen er forlænget, så den også omfatter 2023. For vi kan jo se hvert eneste år hidtil, at puljen er søgt flittigt, så hver eneste krone er blevet brugt til uddannelse. Og vi ved fra mange af vores studerende, at støtten har været afgørende for, at de er kommet i gang med en efter- eller videreuddannelse, siger Gitte Valentin, uddannelseskoordinator på IBA, i en pressemeddelelse.

Omstillingsfonden giver støtte til uddannelser på akademi- eller diplomniveau.

Du kan få del i støtten, hvis du er faglært eller ufaglært. Det vil sige, at din højeste uddannelse er en erhvervsuddannelse eller en gymnasieuddannelse. Du skal også være i job, og det er dig – ikke virksomheden – der søger støtten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel