Læserbrev af Knud Erik Langhoff, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Mariavej 9, 6091 Bjert.
“Stor vækst i antal af kolde hænder i regionerne”. Denne overskrift er taget direkte fra et notat fra CEPOS – (Danmarks borgerlige – liberale tænketank), dateret 15.03.2019.
Overskriften ryster mig, netop fordi jeg ønsker mig at de mange overflødigt ansatte kolde hænder bliver omgjort til varme hænder, og at det politiske system i Danmark snart vågner op, og sætter fokus på den danske befolknings sundhed, frem for at overadministrere i regionerne.
Dykker man ned i tallene, fremgår det at væksten i ansættelse af ”kolde hænder” – administrativt personale, – i perioden fra regionernes dannelse og til november 2018 i Danmarks fem regioner, er steget med 29%.
Fjerner man usikkerheden der opstod i forbindelse med etablering af regionerne er stigningen 13%, og værst af alt er det, at procent andelen af kolde hænder i regionerne er vokset fra 6,4 til 6,9%, her er det værd at huske på at regionernes hovedopgave er at passe på de syge borgere i Danmark.
Videre i analysen fremgår det, at såfremt man kan reducere de administrative ansatte med 20%, svarende til, at der er lige så mange administrativt ansatte i 2018 som i 2007, kan der spares 2.000 årsværk – heltidsbeskæftigede, og høstes en besparelse på 1 mia. kr.
Med analysen i baghovedet, er der for mig ingen tvivl om at regionerne i Danmark er administrative tunge klodser om sundhedssystemet, at det er på tide at tænke anderledes, at ind tænke mere sundhed og velfærd for de danske borgere.
Når jeg kommer i folketinget, vil jeg arbejde for omstrukturering af sundhedssystemet, så kolde hænder bliver omgjort til varme hænder.