Kolding Netavis

Kørte fra Polen til Danmark – uden hvil

Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Lastbilchaufføren kørte for stærkt, og var kørt fra Polen til Danmark uden hvil – og der adskillige overtrædelser af køre- og hviletiden.

En udenlandsk lastbilchauffør blev mandag snuppet på motorvejen. Sydøstjyllands Politi fik en anmeldelse om, at en udenlandsk lastbil med en dansk sættevogn, kørte væsentligt over 90 km/t. ad Sønderjyske Motorvej mod nord ved Kolding, hvor den overhalede adskillige lastbiler.

En civil patruljebil fra Hunde- og Færdselscentret ved Sydøstjyllands Politi fik kontakt til lastbilen, og lagde sig bag den på vej mod Vejle og det viste sig, at der var hold i anmeldelsen. Lastbilen holdt det meste af tiden en konstant hastighed på ca. 95 km/t. og overhalede også her flere andre lastbiler, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den udenlandske lastbil blev standset ved DTC nord for Vejle, hvor en patrulje fra Tungvognscenter Syd ved Sydøstjyllands Politi kom til og foretog en tungvognskontrol og udlæste lastbilens kontrolapparat. Under kontrollen fandt en specialist fra Tungvognscenter Syd med udstyr til teknisk udlæsning af lastbilen, at lastbilens hastighedsbegrænser var indstillet til 95 km/t, selvom den højest må være indstillet til 90 km/t.

Det viste sig også, at chaufføren var kørt uden pause i 5 timer og 49 minutter fra Polen til Danmark og en kontrol af de seneste 28 dages kørsel afslørede adskillige køre- og hviletidsovertrædelser og to gange kørsel uden kort.

Lastbilschaufføren står nu til en bøde på 30.500 kr. og kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet i Danmark i tre år. Vognmanden står til en bøde på 61.000 kr. Derudover skal firmaet sørge for et nyt to års eftersyn af lastbilens kontrolapparat og en ny fartbegrænser-attest.

Tagget med: ,
Del denne artikel