Kolding Netavis

Knæk Cancer: Lokalt blev der givet op til en million kroner

Flere virksomheder og foreninger her i lokalområdet gav alt fra 10.000 kroner og op til en million kroner til Knæk Cancer. Her blev der i alt samlet 145,4 millioner kroner ind til Kræftens Bekæmpelse.

En uges oplysning om kræft og en stor indsamling til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende kulminerede lørdag aften med ’Knæk Cancer Live’ på TV 2.

For ottende gang bakkede danskerne stærkt op om Knæk Cancer og indsamlede i alt 145.373.818 kroner i løbet af ugen. Resultatet er igen blandt de største indsamlede beløb i Danmark i de senere år og endnu højere end sidste års indsamling på knap 142 millioner kroner.

Her i lokalområdet er der også blevet givet 100.000 kroner eller derover til Knæk Cancer. Det er blandt andet Autologik i Vamdrup, der støttede med 191.100 kroner. Foreningen Kolding Knækker Cancer gav en million kroner til formålet. Den Kolding-baserede virksomhed Vetaphone støttede med 100.000 kroner. Her er et uddrag af nogle af de virksomheder her i området, som ligeledes støttede Knæk Cancer:

Dansk Gummi Industri: 50.000 kroner
Nic Christiansen Gruppen: 50.000 kroner
Prime Cargo: 50.000 kroner
Larsens Eftf.: 50.000 kroner
Alfix: 25.000 kroner
H. Daugaard: 25.000 kroner
Tricon International: 15.000 kroner
Steelcom ApS – Kolding: 11.111 kroner
Contigo ApS – Kolding: 10.000 kroner
Frede Madsen A/S – Bjert: 10.000 kroner
Home v/ Lynggaard og Hansen: 10.000 kroner
Lorentzen Kolding ApS: 10.000 kroner
Nr. Bjært Smedie ApS: 10.000 kroner
Palby Marine: 10.000 kroner
Punkt 1 – Kolding/Haderslev: 10.000 kroner
Teknos A/S: 10.000 kroner
Tegnestuen Mejeriet: 10.000 kroner
Intec/Weimar Nicolaisen: 10.000 kroner

I forbindelse med Knæk Cancer har i alt 298 projekter inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse modtaget – eller er på vej til at få – Knæk Cancer-støtte.

Ingen skal stå alene med kræft

Hos Kræftens Bekæmpelse er der stor glæde over endnu en gang at mærke den store opbakning til kræftsagen og Knæk Cancer.

– Hver tredje dansker får kræft, og det er derfor noget, de fleste af os på et eller andet tidspunkt bliver berørt af. Det har været en uge fyldt med bevægende, håbefulde og fascinerende historier. De mange patienter og pårørende, der gennem ugen har delt deres historier, er med til at give håb til andre og vise, at ingen skal stå alene med kræft, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse, og fortsætter:

– Danmark har igen vist, hvor stærke vi er, når vi står sammen. Nu glæder vi os til at dele de mange penge ud til forskerne, der står klar til at sætte gang i en lang række spændende projekter, der kan være med til at sikre, at færre får kræft, og at flere overlever og får et bedre liv med deres sygdom.

En af årets vigtigste uger for TV 2

Danskernes Knæk Cancer-engagement har været stort og fantasifuldt over hele landet, og mange byer har etableret nye fællesskaber i forbindelse med at støtte Knæk Cancer. Der er solgt kager, perleplader og smykker, gennemført spisearrangementer i alle størrelser, samlet pant, afholdt auktioner, delt Knæk Cancer-blomster på nettet, lavet armbøjninger samt løbet og cyklet tusindvis af kilometer for at samle penge ind.

Der er holdt stemningsfulde lysceremonier, og der er sms’et og indtelefoneret små og store beløb fra privatpersoner og virksomheder, ligesom Knæk Cancer har fået stor opbakning fra – blandt andet – så forskellige miljøer som TV 2 ZULUs e-sport-community, realitybranchen og sportens verden.

TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard, er rørt over det store engagement, som danskerne viser i forbindelse med Knæk Cancer i uge 43, som hun kalder en af årets vigtigste uger på TV 2.

– Knæk Cancer har gennem årene gjort os klogere på kræft og har gjort det nemmere for kræftramte og pårørende at tale om sygdommen. Indsatsen mod kræft er en sag, der berører os alle, og Knæk Cancer er blevet netop den folkesag, som vi fra starten håbede på. I dag er det ikke nemt at skabe en begivenhed, der samler så mange, og der er god grund til stolthed hos alle de mange involverede i Knæk Cancer, siger Lotte Lindegaard.

Ugen kulminerede med showet ’Knæk Cancer Live’ lørdag aften, og også andre TV 2-programmer som ’Vild med dans knækker cancer’, ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Live’ har bidraget stort til indsamlingen. En lang række virksomheder har ligeledes støttet Knæk Cancer.

Det går pengene til

Knæk Cancer er resultatet af en stor holdindsats fra medarbejdere hos produktionsselskaber, Kræftens Bekæmpelse og TV 2. Herudover har Knæk Cancer fået opbakning fra sangere, musikere, komikere, skuespillere og tv-værter, ligesom der i lørdagens kommunikationscenter sad et stort antal kendte danskere klar til at modtage bidrag fra de mange seere og virksomheder, der ringede ind.

Kræftens Bekæmpelse har på forhånd prioriteret og via hjemmesiden detgårpengenetil.dk orienteret om, hvordan Knæk Cancer 2019-pengene fordeles på temaer og projekter. En lang række projekter vil de kommende uger få at vide, at de får penge fra Knæk Cancer og kan sætte gang i arbejdet.

Del denne artikel