Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Var jeg den eneste, der åndede lettet op i onsdags, da landets Ligestillingsminister, Maria Bjerre, i en kronik i Jyllands-Posten erklærede, at wokeisme har fået alt for meget plads i ligestillingsdebatten? Hun advarer om, at denne udvikling kan føre til en skævvridning af diskussionen og risikere at blive absurd.
Maria Bjerre sender et klart politisk signal: ”Ligestillingskampen må ikke blive overdreven i sin woke-dimension. Vi i regeringen ønsker en fornuftig ligestillingspolitik, hvor der er klare grænser.” Hun understreger vigtigheden af at bevare en sund balance, der understøtter reel ligestilling uden at gå på kompromis med biologiske realiteter. ”Vi skal ikke ende der, hvor biologiske mænd får adgang til kvindernes omklædningsrum,” siger hun.
Jeg tror, at denne udmelding har potentiale til at blive et vendepunkt i den aktuelle debat om ligestilling, og den skaber rum for en nødvendighedsdiskussion omkring balancen mellem rettigheder og biologisk virkelighed.
I de seneste uger har diskussionerne om ligestillingskampen intensiveret, og emnerne har været mangfoldige. Vi har set fokus på kønsneutrale toiletter, kritikken af elitesports kriterier for, hvornår man kan deltage som atlet efter en kønsskifteoperation, samt de juridiske og etiske overvejelser vedrørende retten til at sidde i et kvindefængsel, når man har skiftet køn fra mand til kvinde. Disse komplekse problemstillinger rejser vigtige spørgsmål om, hvordan vi kan imødekomme individuelle rettigheder, samtidig med at vi anerkender de biologiske forskelle, der eksisterer.
Jeg mener at det er essentielt, at vi finder en balance, der respekterer både personlige identiteter og de realiteter, der præger vores samfund. Personligt, er jeg f.eks. ikke top-fan af kønsneutrale toiletter, men det skyldes nærmere at jeg er en kvinde som lige kan have brug for at få rettet nylonstrømperne og få skabt et pusterum til at få lagt makeup og jeg synes det er mindre intimiderende for mig at gøre disse ting sammen med andre kvinder.
Jeg må også indrømme, at jeg tidligere har forvekslet skiltningen fordi jeg er et fjols til at få kigget ordentlig efter skiltningen på toilettet, inden jeg bare har vadet ind på et herretoilet, i troen på at det var et kønsneutralt toilet, og så er blevet eskorteret ud af et par mænd.
Jeg forstår dog godt de forskellige hensyn og perspektiver der er; at for mange mennesker kan kønsneutrale toiletter skabe større frihed og tryghed, især for dem, der måske ikke identificerer sig klart med de traditionelle køn.
Jeg synes det er nogle virkelige komplekse debatter der er i gang. For jeg kan sagtens indordne mig de kønsneutrale toiletter og finde løsninger, der inkluderer så mange som muligt. Men spørgsmålet er, om det er rimeligt, at flertallet konstant skal tilpasse sig – især når det gælder de lidt tungere emner som elitesport og retten til at afsone i kvindefængsler. Hvor går grænserne? Er der overhovedet grænser i dag?
Selvom jeg personligt kan navigere i en verden med kønsneutrale toiletter, er det vigtigt at anerkende, at ikke alle føler sig komfortable i sådanne rum, og at de dybere forhold som elitesport og kvindefængsler ligeså kræver en nuanceret tilgang.
Det er tid til, at vi som samfund drøfter disse komplekse emner åbent og ærligt og fastlægger klare grænser, der beskytter den enkelte samtidig med, at vi bevæger os mod en mere inkluderende fremtid.
