Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Henover sommeren har vi kunnet følge en ny selvtægtsnetværk af “pædofiljagere” i Danmark, som kalder sig Pedo Hunter Denmark (PHD). Netværket er inspireret af lignende PH-grupper i andre lande og stammer hovedsageligt fra Østeuropa og Rusland. Disse netværk har eksisteret i flere år i vores nordiske lande, men fænomenet er nyt i Danmark.
Pedo Hunter Denmark og lignende grupper har til formål at afsløre og konfrontere de personer, de mistænker for pædofili. Dette sker ofte ved at indgå forhåndsaftaler online og derefter optage møder, hvor de konfronterer de mistænkte. Under disse møder overfalder og ydmyger de mistænkte og filmer dem, hvorefter videoerne deles på deres kommunikationsplatform Telegram.
Handlingerne har fået stor opmærksomhed og har også genereret en vis samfundsmæssigt bifald, da gruppens oplyste formål er at beskytte børn og unge mod pædofile, på trods af at det er ulovligt, at udøve selvtægt i Danmark. Jeg er overbevist om, uden at have konkrete beviser, at det store bifald til selvtægt kan skyldes, at mange betragter det som en form for retfærdighed. Dette er især tilfældet i situationer, hvor folk føler, at loven svigter dem. Ofte oplever ofre, at retssystemet ikke tilbyder den beskyttelse eller opklaring af sager, de har brug for. Jeg har selv ofte hævdet, at ingen vil komme til mine børn uden at måtte stå til regnskab for det. Det er en stærk følelse af beskyttelse og forsvar, som mange kan relatere til.
Dette rejser spørgsmålet om, hvad vi kan gøre for at forhindre, at selvtægt bliver en tiltrækkende mulighed for dem, der føler sig svigtet. For at imødegå dette kan vi undersøge, om der er strukturelle problemer i retssystemet, som gør, at folk mister tilliden til myndighederne. Det kunne være lange ventetider på sager, utilstrækkelig efterforskning eller opfattelsen af, at straffe ikke afspejler alvoren af forbrydelserne.
Jeg mener, at det er afgørende, at vi som samfund arbejder mod en situation, hvor selvtægt ikke længere anses som en nødvendig løsning, men som et symptom på dybere liggende problemer, som vi sammen kan adressere. Ved at styrke retssystemet og forbedre tilliden til det kan vi forhåbentlig transformere samfundets holdninger til retfærdighed og straf over tid. For hvis selvtægt bliver almindeligt, kan det føre til et samfund, hvor vold og vigilante-retfærdighed bliver normen, hvilket kan underminere den offentlige orden og sikkerhed.