Klumme af forfatter og klummeskribent, Vibeke Henriksen, Kolding.
Min veninde og hendes mand er lige blevet forældre til en skøn dreng og det er så dejligt for dem, imens vi nød kaffen lagde jeg øre til deres nye tid som familie, ingen sure bleskift, følelsesudbrud ved svigerfamilien eller noget der kunne ligne en gråvejrsdag.
Jeg tænkte for mig selv, at det er okay at have en dag hvor man har løst til at brillerer med de hjemmebagte boller, den friskmalet kaffe og ikke kun et opryddeligt hjem, men også et meget velduftende hjem fra de nyvaskede gulve.
Jeg husker selv det ret tydeligt, da jeg var blevet mor første gang, jeg ville også gerne vise omverdenen, at jeg havde styr på livet og rollen som mor. Virkeligheden var lidt noget andet for mit tilfælde, jeg husker i hvert fald tilbage på urolige nætter, formiddag –og eftermiddagslurer, vasketøj og utallige bleskift. –og nogen gange med en stikbemærkning til min mand når han endelig kom hjem fra en langarbejdsdag ”-at nu måtte det være hans tur til at lege lidt”, og hans utallige forsøg på at være meget aktiv lyttende og anerkendende imens jeg talte et øre af, fordi jeg havde gået alene med den lille hele dagen, og hvor fornærmet jeg blev, når han hentydede til om det havde været én lidt lang dag.
Så jeg tog mig ligesom i at være Bambi på glatis, da hun spurgte til vores nyeste skud på stammen, for familien har nemlig fået en schæferhvalp Kato -som nu er blevet teenager. Så ikke nok med at begge mine tøser er blevet teenagere og gået ind i puberteten, så har vi også vores dejlige teenager-schæfer som tyrannisere huset og gør hele huset til Ragnarok herhjemme.
Jeg tog mig selv i have løst til at sige, ”-at det er bare skønt, alt er lyserødt og huset skinner”. For det er jo et definitions spørgsmål. For hvis man nu godt kan lide at have en hund som sover til middag i vindueskarmen, lægger sig til rette på spisebordet, graver haven op, spiser de nyeste stilletter eller æder bogreolen. Egentlig så hylder vi forfattere vel bare, at vores hunde også er intellektuelle hunde.
Jeg havde lykkelig glemt hvordan det er være mor til en hundehvalp, det er jo ligesom at få en baby, man starter forfra. Der er urolige nætter, natte-tisseri, utilsigtede adfærd og en del opdragelse der skal på plads for at få genskabt harmonien i hjemmet igen.
Jeg fik sagt hen af noget á la ”-jo, der er jo lidt rengøring efter sådan en stor hund”. Og fortalte ikke noget om dens nylig forsøg på at hoppe op på ryggen af Tante Inga og hendes rollator.
Da jeg kom hjem tilmeldte jeg mig straks forløbet ”–Du kan være konsekvens i træningen, selvom din hund…”
For man kan ikke ændre fortiden, men man kan gøre fremtiden bedre.
