Klumme af klummeskribent og forfatter Vibeke Henriksen, Kolding.
I Danmark bryster vi os af et stærkt velfærdssystem, hvor alle skal have adgang til hjælp og støtte. Men i virkeligheden ser vi gang på gang, at det ofte er dem, der har allermest brug for hjælp, der har sværest ved at få den. For i et system, der forudsætter, at borgerne selv kan tage initiativ, møde op til aftaler og navigere i bureaukratiet, ender de mest sårbare ofte med at stå tilbage – alene.
Særligt borgere med psykiske lidelser og misbrugsproblematikker rammes hårdt. De skal være “stærke nok” til at møde op til samtaler, deltage aktivt i deres egen behandling og leve op til systemets krav – men hvordan gør man det, når man lider af angst, PTSD eller depression? Når det, der burde være en håndsrækning, i stedet føles som endnu en mur, der skal bestiges?
Et system, der afslutter i stedet for at hjælpe
I psykiatrien ser vi, at patienter afsluttes fra forløb, hvis de udebliver fra samtaler. Det lyder måske rimeligt på papiret – men hvad hvis udeblivelsen skyldes selve sygdommen? Angst, paranoia eller social fobi gør det ofte umuligt for en borger at møde op, selvom behovet for hjælp er akut. Resultatet bliver, at den enkelte falder igennem systemet og efterlades uden den nødvendige støtte.
Ligeledes oplever borgere med dobbeltdiagnoser – hvor psykisk sygdom og misbrug hænger sammen – at de ikke kan få psykiatrisk hjælp, før de er “frie af misbrug”. Men mange selvmedicinerer netop for at håndtere deres psykiske lidelser. At stille et ultimatum om stoffrihed før udredning og behandling er det samme som at afskære en hel gruppe mennesker fra at få hjælp.
Fra systemets behov til borgerens behov
Jeg mener, at velfærdssystemet skal tage udgangspunkt i borgerens behov, ikke systemets egen logik. Det betyder, at vi skal se på, hvordan vi kan sikre en mere fleksibel og helhedsorienteret indsats, hvor systemet tilpasser sig borgerne – ikke omvendt.
I Region Midtjylland har man haft succes med at tilbyde samtidig behandling for misbrug og psykisk sygdom. Den tilgang bør vi også implementere i Kolding Kommune og resten af Region Syddanmark. Vi skal sikre, at mennesker med komplekse behov ikke falder mellem to stole, men i stedet får en samlet indsats, hvor psykiatri, misbrugsbehandling og social støtte arbejder sammen.
Derudover bør vi arbejde for, at borgere med psykiske lidelser får en fast kontaktperson – en såkaldt udsattekoordinator – der kan hjælpe dem med at navigere i systemet og sikre, at de ikke afsluttes fra forløb på grund af sygdom.
Kolding kan gå forrest
Vi har i Kolding mulighed for at blive en foregangskommune, når det kommer til at tænke nyt og mere menneskeligt i vores tilgang til social- og sundhedspolitik. Vi skal være bedre til at møde borgerne, hvor de er, og sikre, at ingen efterlades i et system, der kræver mere, end de kan magte.
At være en stærk velfærdsstat handler ikke om, hvor mange regler vi har, men om hvor godt vi hjælper dem, der har allermest brug for det. Hvis vi virkelig vil skabe et samfund, hvor alle har lige muligheder, må vi sikre, at de mest sårbare ikke også skal være de stærkeste for at få hjælp.
Lad os tage ansvar og handle nu – for de mennesker, vi risikerer at tabe på gulvet, kan ikke råbe højt selv.
