Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Jeg har stor respekt for vores kongehus og er særligt glad for Dronning Margrethe. Oftest finder jeg inspiration i hendes stil, både i kunsten og i tøj, hvilket til tider skaber lidt sjov, når en 40-årig klæder sig som en 84-årig.
Det, der optager mig, er debatten om H.M. Kong Frederik X’s taler. Det er trist at se ham blive kritiseret af eksperter for ikke at levere stærkere taler eller for dårlig eksekvering. For mig er det vigtigere at have en kongelig figur, der er varm og rummelig, og jeg synes heller ikke, at hans taler er så ringe, som de bliver udstillet.
Eksperternes kritik er især blevet fremført efter hans seneste tale under statsbesøget fra Island, hvor de mente, at den var kedelig, ikke blev leveret tilfredsstillende, og at man burde forvente sig mere af et statsoverhoved. Jeg synes, det er en alt for hård dom.
Kong Frederik praktiserer en kultur, hvor det ikke handler om at undgå fejl – hverken retorisk eller andet – men om at være konge. Som han selv sagde i sin biografi “Under Bjælken”: “Det med talerne har været en af de vanskeligste ting i mit liv.” Dette understreger, at han ikke nødvendigvis anser det for sin største styrke. Jeg finder det faktisk befriende at have en konge, som kan italesætte både svagheder og styrker. I mit stille sind ville jeg ønske, at eksperterne ikke kastede sig over svaghederne, som de gør.
I en tid, hvor flere og flere mennesker oplever en forventning om at levere til UG på alle livets områder – herunder uddannelse, arbejde og sociale relationer – fører det ofte til en nul-fejlskultur. Det er derfor, jeg sætter mest pris på Kong Frederik; hans jordnære stil.
Når man ser ham på tv, bemærker man de små detaljer, der afslører hans personlighed. Et mindeværdigt øjeblik var, da han blev kronet, og han med stor respekt bukkede for sit folk – en rørende gestus, der vidner om hans kærlighed til Danmark.
Samtidig er der også de lidt komiske øjeblikke, hvor han kniber lidt med pressen og tyr til sine overspringshandlinger, som når han nervøst går forbi dem og fløjtende leger med sine nøgler, eller når han pludselig bliver konfronteret til et interview, hvilket for nogle virker lidt for klodset fremført. Men disse små gestusser gør ham menneskelig.
Hans taler er ikke fyldt med politiske vendinger eller indviklede retoriske greb, og jeg forstår, at det kan være en udfordring at finde den rette balance mellem det formelle og det autentiske. Men for mig er det vigtigt at have en konge, der er ægte. Selvom journalister og eksperter kan være skarpe i deres analyser, bør vi huske, at den vigtigste forbindelse er den, han har til folket.
Lad os derfor værdsætte, at han er vores konge – for os alle.
