Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Når man fanger sig selv i at tage sig til hovedet, fordi man opdager, at man gør dumme ting, som for eksempel at udvise for stor begejstring for den kommende weekends strabadser med hotelophold på Scandic Opus i Horsens, hvor der er fri bar og restaurantbesøg med alt betalt, ingen hundepoter, ingen teenagebørn, ingen mand, en ny-opredt seng og vel at mærke uden sand i, og ingen forpligtelser udover lidt organisationsmøder.
Så mens jeg lige tænker over, om det virkelig var en god idé at være alt for begejstret over lidt fritid – jeg mener, jeg har jo lært af erfaring gennem årene, at det er som at have en PhD i “Gør det modsatte af, hvad din mand gerne vil.” Så når jeg siger til ham: “Åh, skat, jeg ville hellere være hjemme med dig og ungerne,” så er det faktisk mit hemmelige våben. For så åbner der sig en dør af forståelse og støtte fra ham.
Det er som en uskreven regel, at det altid er lettere for ham at række ud, når han fornemmer mit modstridende ønske om at blive hjemme. Når jeg udviser lidt modvilje, ja, jeg gider ikke rigtig, “nej skat, jeg vil helst bare være hjemme ved dig og børnene.”
Jeg ved jo egentlig godt, at det er nemmere for mig at komme ud af huset, når han kan se, at jeg udviser en smule modstand. Jeg kan næsten se, hvordan han får tårer i øjnene som i en tv-film, der slutter med et hjertevarmt øjeblik.
Men min mand ser på mig med det blik, der siger: “Du er så sjov, når du prøver at overbevise dig selv!” Det blik, som kender mig bedre, end jeg kender mig selv. I disse øjeblikke indser jeg, at det er vores dynamik, vores spil, der gør hverdagen sjov. Han forstår det, og jeg ved, at selvom det kan lyde som en undskyldning, så er jeg faktisk bare en kvinde, der forsøger at balancere sin karriere med et familieliv.
Og så sidder jeg der med hovedet i hænderne og et smil på læberne, da jeg indser, hvor godt det føles at have nogen, der forstår mig – og som tillader mig at være mig selv, både i mit fravær og i mit nærvær.
