Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
I forbindelse med min seneste klumme omkring “Respekter valgplakaternes betydning:
Lad os værne om demokratiet sammen” fik jeg faktisk en del henvendelser omkring “brugen” af valgplakater. Flere ytrede, at de sjældent kiggede på dem, mens andre ytrede, at de gerne så dem afskaffet, da de ser dem som ressourcespild.
Da jeg havde lyttet til de mange kommentarer til emnet, så er jeg også nået frem til, at det er en debat der er værd at tage: Kan vi tillade os at fortsætte denne praksis med at hænge plakater op, når det er så tydeligt, at det er et ressourcespild og ikke bæredygtigt?
Hvert valgår bruges der utallige ressourcer på produktion, distribution og opsætning af valgplakater. Materialerne, der bruges til plakaterne, som ofte er kanalplader af plastik, belaster miljøet og bidrager til vores samlede CO2-udledning. Desuden resulterer de mange plakater i en stor mængde affald, der skal bortskaffes efter valget. Selvom jeg også høre at mange politikere genanvender deres plakater.
Jeg tror heller ikke kun at det er ressourcerne og miljøpåvirkningen, der gør valgplakaterne problematiske. Men måske nærmere at plakaterne får skabt en visuel forurening og dermed er de til gener for borgerne, da vi i høj grad er blevet miljøbevidste i hverdagen. Desuden er effekten af valgplakaterne tvivlsom, da undersøgelser viser, at de kun har en begrænset effekt på vælgernes adfærd.
Min mening er, at vi ikke kan forsætte med at ignorere det store ressourcespild og den manglende bæredygtighed, der er forbundet med valgplakater. Det er på tide at tænke nyt, og finde innovative løsninger, der respekterer vores planet feks. Brug af Digitale medier som sociale medier og hjemmesider er oplagte platforme til at nå ud til vælgerne på en miljøvenlig måde. Desuden kan partierne arrangere debatter og events, hvor de kan møde vælgerne ansigt til ansigt og diskutere politik.
Jeg håber, at 2024-valget bliver det sidste, hvor vi ser de traditionelle valgplakater hænge rundt omkring i vores byer og på vores veje.