Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Min 14-årige datter kom hjem fra en hyggelig overnatning hos en veninde, og hendes ansigt lyste op af glæde. Hun kastede sine tasker over hjørnet i entréen, som om de var fyldt med ubetydelige ting, der ikke fortjente meget opmærksomhed. Jeg kunne ikke lade være med at smile, selvom der i mit sind rullede en konstant strøm af tanker, der hviskede til mig, at hun selv skulle tage sig af at pakke dem ud.
”Mor, jeg skal nok sørge for at pakke dem ud,” sagde hun med en lethed, der kun kan komme fra ungdommelig uskyld. Der var noget beroligende i hendes tone, en underforstået tillid til, at det hele nok skulle blive klaret.
”Mor, jeg skal lige fortælle dig noget, det er fordi, at der kommer snart ”The Black Phone 2” i biografen, jeg ved ikke hvornår den kommer, men den kommer i år”.
Jeg smilte stolt til hende, lyttede mere vågen og begyndte at tænke på den dag, vi havde sat os i biografen for at se filmen ”The Black Phone” sammen med hendes lidt ældre søster. Jeg vidste godt, at det var en gyser, men ikke at det omhandlede en 13-årig dreng, der bortføres af en sadistisk barnemorder og fanges i en lydisoleret kælder, hvor det er nytteløst at skrige.
Selvom hun hårdnakket holdt fast på, da vi gik ud fra biografen, at hun var okay og syntes, det var en god film, kunne jeg godt se, at hun sat sig ret hurtigt til rette på bagsædet i bilen og googlede sig frem til skuespillerne og prøvede at berolige sig selv ved at minde sig om, at det kun er en film, samt mine opmuntrende ord om, at gysergenren jo er en kunst. Det er jo yderst veludført arbejde at få os til at skrige og hoppe i sæderne af bare spænding.
Imens jeg hyggede mig med mine gode minder, rev hun mig tilbage til samtalen.
“Mor, det er fordi, jeg gerne vil se den film med dig, men jeg vil også gerne se ”Smile 2” med mine venner. Jeg ved godt, at vi så den første film sammen, og at det er noget, vi plejer at gøre, men denne gang vil jeg altså gå ind og se den med mine venner i stedet for med dig, men vi ser Blak Phone sammen.”
Jeg smilte til hende og reflekterede over, om mit eget kød og blod i virkeligheden lige lavede en kommunikativ ”Burger” på mig; Jeg siger først noget godt, efterfulgt af noget mindre godt, og slutter af med noget godt.
Jeg forsøgte opmuntrende at sige -nok mest til mig selv, at det da lød som en god idé. Mens jeg forsøgte at sætte ord på, at det er helt forståeligt, at hun gerne vil opretholde en balance mellem at tilbringe tid med familien og samtidig have sociale oplevelser med vennerne, var hun allerede væk, da jeg nåede til “Det lyder som en god idé.”
Jeg rystede en smule opgivende på hovedet, da jeg så, at taskerne stadig lå henkastet i hjørnet af entreen. Alligevel smilede jeg lidt over overgangen fra barn til ung voksen, og som jeg igen lige måtte minde mig selv om, er en helt almindelig del af at vokse op, hvor man lærer at værdsætte både familiens bånd og venskabernes betydning.
