Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Jeg går på ferie med en mærkelig følelse i år. Jeg føler ikke helt, at jeg kan give børnene den ferie, som jeg havde forestillet mig, vi skulle have haft. Vi havde ellers hele tiden snakket om, at vi gerne ville en tur til Frankrig og have nogle oplevelser i Paris.
Men jeg kunne se, som månederne gik, at økonomien måske ikke helt rækker til sådan en større udenlandsk sommerferie i år, og med den mindstes konfirmation og den ældste datters 18-års fødselsdag næste år, så kunne jeg være bange for, at økonomien ville blive for presset til for store udskejelser i år, da jeg er i fuld gang med at spare op til de kommende fester.
Så jeg kaldte familien til samling, og det var med lidt ondt i maven over, at man ikke kan give sine børn en ordentlig sommerferie. Udover at jeg vidste, at det er Cecilias helt store drøm at komme til at se Eiffeltårnet og Notre-Dame. Jeg var ærligt ikke særlig stolt af mig selv, og havde gentaget mine egne ord mange gange gennem årene om, at når I bliver lidt ældre, så kan vi tage de større udenlandske rejser.
Jeg begyndte min tale til familien og forklarede, at selvom vi ikke kunne tage en stor ferie denne gang, så ville vi stadig have en fantastisk tid sammen, men vi bliver nødt til at afvikle ferien i et format, hvor vi kan få alle ender til at hænge sammen, og jeg nævnte, at det vigtigste er at være sammen som familie og skabe minder, uanset hvor vi er.
Til min store overraskelse kiggede teenagerne bare roligt på mig og sagde: “Det er okay, vi vil faktisk også gerne bare slappe af herhjemme og nyde nogle dage med fuldstændig ro.” Da jeg så ind i deres øjne, kunne jeg mærke deres forståelse og kærlighed.
Jeg drog et lettelsens suk over at blive mødt med ”hatten i hånden” og reddet af de mange tidligere sommerferieminder fra tiden i vores kolonihavehus, som børnene trak frem. ”Mor, kan du huske, da vi plantede tomater og ærter, og legede i sandkassen i flere timer og hvor vi sov i telt, hvor det begyndte at regne, så man kunne høre regndråberne på dugen imens vi læste Anders And blade med lommelygterne.”
Ja, det kunne jeg tydeligt huske, jeg havde flere gange lyst til at afblæse den nat, da det gav nogle gevaldige vindstød, og regnen slog ret hårdt ned på dugen. Men under deres samtale kunne jeg mærke, at jeg blev helt varm om hjertet over, at det var de minder, som de trak frem.
Jeg indså, at det faktisk var disse små og enkle øjeblikke, der betød allermest for mine børn. Ikke de store udflugter eller oplevelser, men simpelthen bare at være sammen i ro og hygge derhjemme. Jeg følte en stor taknemmelighed over at have sådanne kærlige og forstående børn, der sætter pris på de små ting i livet.
Så vi tilbringer resten af sommerferien med at slappe af, hygge os og skabe flere gode minder sammen.
