Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
At være sagsbehandler på et jobcenter er en enorm udfordring. Hver dag møder vi mennesker, der står midt i store følelsesmæssige omvæltninger, usikkerhed og livsændrende situationer.
Det kræver en dyb empati og forståelse for deres livsomstændigheder. Men sagsbehandlerens arbejdsforhold er ikke kun præget af individuelle behov; det afhænger ligeledes af afdelingens kultur. Fokuserer afdelingen primært på sanktioner og effektivitet, eller prioriterer den evnen til at lytte og forstå de menneskelige aspekter? Denne balance mellem systematiske krav og menneskelig indsigt er afgørende for effektiviteten i arbejdet og for de mennesker, vi er ansat til at hjælpe. Uden en menneskelig tilgang risikerer vi at miste de dybere forbindelser og den nødvendige støtte, som borgerne har brug for i deres svære tider.
Det, der rammer mig som en kniv i hjertet, er, når borgere sætter sig overfor mig og undskylder for deres situation. De undskylder, fordi de ikke længere kan det, de plejede; at de står her, fordi deres helbred svigter dem. Det vækker intense følelser, når de fortæller om tiderne, hvor de kunne klare sig selv uden offentlig hjælp, men nu står over for en uoverskuelig og skræmmende virkelighed. Deres skam og frustration trænger dybt ind i mig og minder mig om, hvor skrøbelig vores tilværelse kan være.
At møde mennesker, der befinder sig i sårbare omstændigheder, og som føler behov for at undskylde for deres livssituation, understreger, hvor skrøbeligt vores liv kan være -for sygdom kan ramme os alle. Mange bærer på en tung byrde, og det må være en svær udfordring for dem at åbne op og dele disse personlige kampe. For mig er det klart, at de ikke kun kæmper med ledighed; der ligger ofte også helbredsmæssige eller sociale problemstillinger bag deres situation, som f.eks. svære faglige udfordringer, misbrug, tabet af børn, der døde før dem, livssituationer som udfordrer og gør det svært at finde deres plads på arbejdsmarkedet.
I mine øjne er det en realitet, at mange af os tager vores helbred for givet. Først når sygdom rammer, indser vi virkelig, hvad vores helbred betyder for os. At vågne op uden smerter, kunne bevæge sig uhindret og interagere med omverdenen uden begrænsninger – det er oplevelser, vi sjældent overvejer, før de pludselig ikke er tilgængelige længere. Når vi bliver ældre, og vores kroppe oplever slid og sygdom, bliver vi konfronteret med den barske sandhed, at sundhed ikke er en selvfølge, men en gave, som vi skal værne om, for den kan hurtigt forsvinde, hvis vi ikke passer på.
Forskellen mellem at være syg og være rask er som nat og dag. Det er som at befinde sig i to helt forskellige verdener – den ene præget af smerte, usikkerhed og begrænsninger, den anden af sundhed, livsglæde og frihed.
Derfor er det vigtigt at værdsætte det at være rask, mens man har det. Sundhed er en skrøbelig gave, som man ikke bør tage for givet.
Som sagsbehandlere skal vi balancere mellem systematiske krav og behovet for empati. Det er vigtigt at lytte og forstå, så vi kan skabe forbindelser, der giver den nødvendige støtte i svære tider. Vi må huske, at bag hver sag er der et menneske med en unik historie, og vi skal møde borgerne med respekt og forståelse for deres udfordringer.
Hver samtale er en påmindelse om den styrke og sårbarhed, der bor i os alle.
