Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
I min barndom var der aldrig tvivl om, hvor længe vi kunne føre ordet ved middagsbordet eller hvor meget vi kunne deltage i samtalen, når der var inviteret gæster. Vi snakkede kun med, når vi blev spurgt. Og hvis vi gik for langt, blev vi hurtigt mindet om, hvem der bestemte.
Det var enkle regler, men måske heller ikke altid de sjoveste for et barn. Men det var en del af vores opdragelse.
I dag ser vi en anden tilgang og en markant ændring i synet på børn og deres plads i samfundet.
I dag ser vi nok en mere inkluderende og empatisk tilgang til børn, hvor de betragtes som individer med egne rettigheder og behov, og hvor børn har ret til at tale ved bordet og blive hørt ligesom voksne.
En god bekendt af mig fortalte, at hun netop havde siddet med familien og deres fælles venner, men hvor hun oplevede, at deres dreng havde kommet til at overtage hele showet ved frokostbordet, og hvor det havde været svært at få talt ret meget sammen som voksne under middagen.
Dette var et mønster, der var ved at blive mere og mere normalt mellem dem, at børnene fik meget ordlyd under middagen, hvilket begyndte at frustrere min veninde, fordi forældrene ikke ”opdrager”, og vi drøftede problematikken om, man skal sige noget, eller blande sig uden om.
Jeg måtte indrømme, at jeg synes problematikken er svær, når forældrene ikke selv kan mærke eller se det, og omvendt måske de kan, men vælger at argumentere for, at det nye børnesyn er et udtryk for en stigende respekt og anerkendelse af børns autonomi og selvbestemmelse, hvor børn har ret til at have deres egne meninger og følelser, og hvor det er vigtigt at lytte til dem.
Jeg er jo opdraget efter “den gamle skole” og har i høj grad taget noget med derfra. Hjemme hos os har mine tøser altid siddet med ved voksenbordet og fået lov til at deltage, i hvert fald til en vis grad, for så korrigerer jeg dem, da min lommefilosofi er, at børn skal inddrages, men ikke må være verdens navle, og de skal lære at give plads til andre.
Min mand har altid været lidt efter mig angående min hjemmebryggede børneopdragelse, da han mener, at børn skal ses og høres, og at tøserne er Fars hele verden. Men på trods af det er han enig i, at de skal lære at give plads til andre, og heldigvis har vi da også det samme fælles mål, nemlig; at tøserne skal have mulighed for at udfolde deres potentiale og blive aktive medborgere, der bidrager positivt til samfundet.
Jeg griner altid lidt af mig selv og tænker på, hvad andre mon står i, og om jeg er den eneste, som ikke helt lever op til en speltmor, og bare håber på, at tøserne selv finder deres ståsted og udvikler sig positivt, når min mand og jeg ikke er helt enige om børneopdragelsen.
Da tøserne var helt små, læste jeg en del bøger om børneopdragelse og om at undgå at få service-børn og at blive en curling-forældre, men med årene har jeg ladet bøgerne ligge og opdrager i situationen i stedet.
Jeg tror, debatten om det nye børnesyn handler meget om balancen mellem at respektere børnenes rettigheder og behov, samtidig med at opretholde en vis form for autoritet og disciplin. De svære spørgsmål er stadigvæk, hvordan sikrer vi så, at børn har mulighed for at udtrykke sig og blive hørt, samtidig med at de lærer respekt, ansvar og selvkontrol?
