Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
I disse dage er debatten om asbesttage blevet vigtig for mange danskere. For mange boligejere står renovering af taget øverst på agendaen, da vi nærmer os en skelsættende ændring i lovgivningen: Fra 1. januar 2025 vil det kun være autoriserede virksomheder, der må fjerne asbesttage.
Denne beslutning er truffet som resultat af dybdegående undersøgelser, der har afdækket de alvorlige sundhedsrisici ved asbest, herunder en øget risiko for lungekræft og andre alvorlige lungesygdomme.
Hjemme hos os kan vi også se, at vores naboer og nabolag er i fuld gang med tagrenoveringerne. De bekymringer, vi alle deler, har givet anledning til mange samtaler. Flere har allerede taget skridtet og fået fjernet deres asbesttage, mens andre tøver i usikkerhed over, hvordan de skal håndtere situationen. Det er tydeligt, at mange ikke kun bekymrer sig om sundhedsmæssige risici, men også om omkostningerne ved renoveringen og valget af den rette entreprenør.
Jeg føler mig heldig, da min mand har skruet hænderne rigtigt på, og kan lave alt håndværk til mere komplekse opgaver som elektronik og VVS. Det giver mig tryghed at vide, at vi har muligheden for at håndtere renoveringen selv, hvilket både kan spare os for penge og give os bedre kontrol over processen.
Samtidig må jeg dog anerkende de udfordringer, der følger med. Det er ikke blot en teknisk opgave; det er også en følelsesmæssig rejse. Arbejde, familieliv og fritidsaktiviteter skal passes ind, alt roder, alt støver og man bliver træt.
Da jeg kom hjem fra arbejde forleden dag, ser jeg, at min bedre halvdel har valgt at bruge mine 1500 valgplakater som isolering under taget, mens han bemærker, det lidt svundne smil: “Men skat, det er bæredygtigt!”
“Ja, jeg ville faktisk gerne have genanvendt dem på lygtepælene og have anvendt en bæredygtig kampagne.” Til det svarer han: “Jamen det var alligevel heller ikke det bedste billede af dig, og jeg ved det, jeg har set på det 1500 gange. Det kan gøres bedre.”
Som alle politikere lærer fra bunden, venter man med at slå ned, indtil arbejdet er udført, ellers ender man uden tag. Så mine ord blev bare: “Dejligt, at du er nået så langt, skat, og jeg skriver det på listen over ting, vi skal snakke om efter renoveringen”.
Mens jeg skriver mine noter til listen, bliver jeg alligevel varm om hjertet over, at han prioriterer sin tid og forsøger at bringe vores hus op til moderne standarder, samtidig med at han beskytter os selv og kommende generationer mod de risici, der følger med denne farlige substans, og sender en stille bøn om, at han snart er færdig med arbejdet.
