Læserbrev af Geert Madsen, formand for foreningen Hospitalsklovne Trekantsområdet, Septembervænget 31, 6000 Kolding.
Vi har kunnet se på beboerne, at de er blomstret op og har fået glimt i øjet og smil på læben. Musik kan helt sikkert noget, selv om man er ældre, svag eller ramt af demens.
De seneste uger har vi i foreningen Hospitalsklovne Trekantsområet været på besøg på 12 plejehjem i Kolding Kommune med eventen ”Giro 414”. Vi har fået mange særdeles positive tilkendegivelser, men alligevel er det os i bestyrelsen, der sender en tak til hvert enkelt plejehjem.
Det kan godt være, at vores initiativ med musik og sang – de gamle melodier, som beboerne kan huske fra Giro 413 – fremført af duoen David Lautrup og pianisten Preben Vincent Glue har vakt stor glæde. Vi føler alligevel, at det er os, der skal sende en stor tak rundt til alle de plejehjem, der tog så fantastisk imod vores initiativ. Den største glæde er absolut at finde hos os.
Af vores vedtægter fremgår, at vi skal være med til at skabe glæde hos såvel børn som ældre. Børnene tilgodeser vi med de mange ugentlige besøg på børneafdelingen af hospitalsklovnene, og sådan vil det også være fremover.
Vi glemmer heller ikke de ældre, for i oktober sender vi klovnen Gummitud rundt på plejehjemmene som omsorgsklovn i et samarbejde med Ældreudvalget i Kolding Kommune, og i december gentager vi vores ”Vi synger julen ind”, hvor vi igen besøger alle plejehjem.
Naturligvis er disse initiativer ikke gratis for os, men vi har den holdning, at det at skabe livsglæde gerne må koste penge.