Kosmetolog og Wellness klinikken lukker ned i 14 dage.
Koswell på Lurendalsvej ved Ødis-Bramdrup lukker ned i 14 dage. Det sker på grund af de seneste dages udvikling i forbindelse med COVID-19 (coronavirus, red.). Det fortæller ejer af Koswell, Anja L. Nielsen, i et opslag på Facebook:
– Øv, hvor er jeg bare ked af, at lave det her opslag, men det er desværre nødvendigt. Jeg tænker på det konstant, har sovet dårligt og ombestemt mig en million gange de sidste dage. Jeg er ikke syg og har ingen symptomer derpå, men jeg ønsker at vi skal passe på hinanden, og vil gerne gøre mit til, at mindske spredningen af denne forfærdelige virus. Jeg har derfor nu truffet min beslutning, og har valgt at holde klinikken lukket for behandlinger, også på baggrund af de seneste dages udvikling vedr. COVID-19, hvor sundhedsmyndighederne opfordre til at holde en meters afstand til hinanden.
Anja L. Nielsen fortæller videre, at lukningen i mindst 14 dage bliver en økonomisk lussing for hende. Hun sender derfor en bøn til de, som har økonomisk overskud og lyst til at købe gavekort eller få fyldt skabene på med produkter, som kan købes hos Koswell.