Kolding Netavis

Kirker aflyser julegudstjeneste

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Vonsild

Både julegudstjenesten og gudstjenester frem til 3. januar er aflyst i mange kirker – herunder Vonsild Kirke.

I sidste øjeblik har Vonsild Kirke besluttet, at aflyse både julegudstjenesten og gudstjenester til og med den 3. januar. Det oplyser menighedsrådsformand Eva Jespersen og sognepræst Bitten Weile i et opslag på Facebook.

Det sker efter en pressemeddelelse fra landets biskopper, Provsteforeningen, Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd, der blev sent ud i aftes, lillejuleaften.

I pressemeddelelsen står der:

– På grund af mutation fra England er der sidst på eftermiddagen (onsdag, red.) kommet nye anbefalinger fra sundhedsstyrelsen vedrørende afholdelse af gudstjenester. Folkekirken har løbende forholdt sig til de retningslinjer, som er meldt ud fra Kirkeministeriet på baggrund af sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Da vi først få timer før juleaften har modtaget retningslinjerne, vurderer vi, at det vil være vanskeligt at gennemføre julegudstjenesterne.

– Julen er en kirkelig højtid. Gudstjenesten er for mange et omdrejningspunkt for selve juleaften, og i mange familier et holdepunkt og en vigtig påmindelse om julebudskabet. I Folkekirken har vi glædet os og forberedt os på at afholde julegudstjenesterne på forsvarlig vis med baggrund i myndighedernes anbefalinger.

– Det er derfor med stor beklagelse, at vi ikke kan anbefale at afholde gudstjenesterne i julen frem til Helligtrekongers søndag den 3. januar. Beslutningen kan træffes i enighed mellem menighedsrådsformanden og den præst, der har gudstjenesten. Det vil stadig være muligt at holde udendørs gudstjenester, drive-in samt virtuelle gudstjenester. Vi anbefaler, at man holder kirkerummene åbne for personlig andagt. Ser man lokalt en mulighed for at gennemføre korte andagter på de nye skærpede vilkår, kan dette naturligvis også være en mulighed. Der vil fortsat være mulighed for afholdelse af kirkelige handlinger.

Det er ikke kun Vonsild Kirke, der har valgt, at aflyse julegudstjenesten og gudstjenester til og med 3. januar. Det gælder blandt andet også:

Kristkirken – de livestreamer dog julegudstjeneste klokken 10.30 og klokken 13
Sankt Nicolai Kirke
Brændkjærkirken
Bramdrup Kirke
Seest Kirke
Lejrskov og Jordrup Kirker
Sdr. Stenderup Kirke
Skanderup Sognekirke. Du kan dog se julegudstjenesten klokken 13.30 via et YouTube-link. Gudstjenesten bliver optaget i Lunderskov Hallen i formiddag uden deltagere.

Vamdrup Kirke. Vamdrup kirke vil dog være åben den 24. dec. fra kl. 13-16 og der er mulighed for at opleve kirkens flotte og julepyntede rum, tænde et lys, bede en bøn, lytte til musik eller blot sidde stille på en bænk.

Harte Kirke afvikler fortsat de tre planlagte julegudstjenester. Det skyldes, at de i forvejen var planlagt som udendørs gudstjenester. Gudstjenesterne juledag den 25. december, julesøndag den 27. december og nytårsaften den 31. december aflyses.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *