Kirkeibyen og Kraftværket tilbyder bøn for alle, der ønsker det, efter et foredrag om helbredelse.
Der bliver sat fokus på sundhed på alle menneskelige niveauer, når Kirkeibyen og Kraftværket inviterer til foredrag. Her har man inviteret Peter Holmsgaard til at fortælle om ”Helbredelse til krop, sjæl og ånd” ud fra sin egen erfaring med at skulle håndtere fysisk og psykisk smerte.
-Min erfaring er, at siden jeg var fem år gammel, hvor mine bedsteforældre døde, har oplevelsen af brudthed været en del af mit liv. Vi lever jo alle sammen i den her dobbelte virkelighed. Vi lever i en brudt verden, og oplever brudthed, og så er der en anden virkelighed fra Gud, vi gerne vil opleve. Det betyder, der er håb uanset hvilken situation vi er i. For Gud er jo ikke bange for vores brudthed, fortæller Peter Holmsgaard i en pressemeddelelse.
Ved et foredrag i Samværket i Seest på onsdag klokken 19 fortæller Peter Holmsgaard om, hvordan han selv har oplevet den dobbelthed at føle sig brudt, men også at få Guds hjælp. I dag er han selv med til at bede for andre, som oplever en ny frihed, når Gud helbreder fra både psykisk og fysisk sygdom.
-Da Jesus han døde, da bar han vores smerte, vores sygdom og håbløshed, vores frygt og angst. Da han opstod igen, da besejrede han det. Det er den virkelighed, vi gerne vil håndhæve, siger Peter Holmsgaard om mødet, der foregår i Samværket på Lykkegårdsvej 100.
Aftenen, hvor der er gratis entre, slutter med, at Peter Holmsgaard sammen med et team fra Kirkeibyen tilbyder at bede om helbredelse for alle, der ønsker det. Derudover kan man tilmelde sig et gratis konsultationsforløb hos Kraftværket, hvor man får klassisk kristen sjælesorg og kan opleve ny frihed gennem samtale, bøn og Guds kraft.