KIF Kolding udvider sin ejerkreds. En bredere investorgruppe er gået sammen om klubben. Ambitionen er, at styrke KIF Kolding på lang sigt.
Den aktive ejerkreds går fra to personer til seks personer, og at der de kommende år bliver skudt et meget flot millionbeløb ind til videreudvikling af klubben. Derudover forventer KIF Kolding at udvide investorgruppen med yderligere en person på den korte bane, ligesom der er god dialog med flere investorer, så ejergruppen over tid kan styrkes og udvides yderligere. Det oplyser KIF Kolding i en pressemeddelelse.
Udover en væsentlig styrket økonomi kommer klubben til at stå på endnu bredere skuldre – både til tider, når håndbolden er stolpe ind, og til tider når håndbolden er stolpe ud.
Der vil følge en række forventninger med til klubben, og særligt tre områder skal der allokeres økonomi og ressourcer til:
- Styrke spillerbudgettet – klubbens sportslige ambitioner skal gå hånd i hånd med den økonomiske formåen. Og KIF Kolding ved, at der er sammenhæng mellem spillerbudgettet og forventet placering i ligaen over tid.
- Understøtte forretningsudviklingen – KIF Kolding skal hele tiden videreudvikle sig uden for banen. Det kræver investeringer i nye forretningsområder, digitalisering og et fortsat professionelt set-up omkring partnere og fans.
- Videreudvikle KIF akademi. Klubben skal med tiden være kendte for deres akademi og kunne tilbyde et unikt træningsmiljø med kompetente trænere og specialister, hvor klubbens unge mennesker både kan udvikle sig som håndboldspillere og som hele mennesker. Det vil samtidig skabe gode forudsætninger for udvikling af egne talenter.
Stærkere liga år for år
Den hjemlige liga bliver stærkere år for år, og budgetterne i de fleste klubber bliver større for hver sæson. Der er flere og flere klubber, der kæmper for en plads i toppen af ligaen.
På samme tid er der klubber fra toppen af 1. division, der vil med på toget.
Alt dette er med til at skabe en meget hård konkurrence blandt klubberne, hvor evnen til at styrke sin økonomi bliver afgørende for, hvilken placering man kan forvente. Og det er baggrunden for, at KIF Kolding nu udvider ejerkredsen.