Kolding Netavis

KIF-direktør: -Vi har en plan B

Elo Christoffersen
KIF Koldings direktør, Christian Hjermind, har en plan B. Foto: KIF Kolding.

Med tre kampe tilbage, er KIF Kolding i overhængende fare for, at holdet for første gang skal en tur ned i 1. division. Men klubbens direktør, Christian Hjermind fortæller, at KIF Kolding har en plan B.

Lørdag eftermiddag led KIF Kolding et smerteligt nederlag på hele 27-42 til Skjern Håndbold. Herreholdet har ikke vundet en kamp siden 12. september sidste år ude mod Ribe/Esbjerg. Nuvel – så har holdet siden hentet et point i fire kampe. Men summa summarum er, at KIF Kolding nu realistisk set, er i overhængende fare for, for første gang nogensinde, at rykke ned i 1. division.

Ro og overblik

KIF Koldings direktør, Christian Hjermind, fortæller til Kolding Netavis, at klubben bearbejder risikoen for nedrykning på flere måder med en “plan B”:

-Jeg forsøger som direktør at udvise ro og overblik. Og så har jeg mange snakke med min bestyrelse og investorer. Vi arbejder med en plan B. Når vi ser på stillingen nu, og med det antal kampe der tilbage, så ligger vi i risikozonen for at rykke ned. I forhold til sponsorer, samarbejdspartnere, medarbejdere, spillere og stab forsøger vi faktisk at fortælle, at vi har bolden, vi kan afgøre det selv. Og koncentrere os om det vi tror på, der vil være det afgørende for os i de sidste par kampe, fortæller Christian Hjermind til Kolding Netavis.

Men erkendelsen er nu, at det bliver udekampen mod Grindsted den 9. april, der bliver den altafgørende kamp og så må Grindsted ikke hente point i de andre kampe, som de har tilbage.

Plan B

Men ender det med nedrykning til 1. division, så er overskrifterne klar i den såkaldte plan B:

-I overskrifter hedder den et til to år, hvor vi vil forsøge at holde momento i forhold til sportsligt setup og kommersielt setup. Og holde fast i det niveau, som vi har nu. Med det niveau bør vi være blandt favoritterne til at rykke op inden for et til to år. Og der ligger selvfølgelig nogle detaljer nedenunder, men det er i overskrifterne.

Hvis I rykker ned i 1. division, kan I så beholde de nuværende spillere?

-Det bliver nok svært, at lave et 1-1 hold i 1. division, altså det vi har nu. Men vi har allerede gode dialoger med mange spillere, og der tegner sig et billede af, at der faktisk er rigtig mange, der også er med – på trods af det måske hedder 1. division, slutter Christian Hjermind.

Resterende kampe

  • 5. april: Aalborg Håndbold – KIF Kolding
  • 9. april: Grindsted GGIF – KIF Kolding
  • 12. april: KIF Kolding – Sønderjyske
  • Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

    Vi spammer ikke!

    Tagget med:
    Del denne artikel