Den kendte zoolog og tidligere direktør for København Zoo Bengt Holst har efter mere end to årtiers ejerskab sat sin arkitekttegnede udsigtsvilla i Holte til salg.
Huset, som ligger i anden række til Furesø, købte den tidligere videnskabelige direktør i Zoologisk have tilbage i år 2000. Dengang gav han og hustruen Regitze Bangsgaard lige under fire millioner kroner for 50er-hjemmet, skriver boligmediet Boliga.dk.
I dag – 22 år efter – er det 260 kvadratmeter store hus, som løbende er blevet renoveret og opdateret, kommet på markedet med et prisskilt på 21,5 millioner kroner.
For den pris får du otte værelser, der ligger på en attraktiv adresse i det eksklusive boligområde nord for København, hvor der ifølge salgsmaterialet fra den lokale mæglerbutik Home Holte er fred, ro og en idyllisk udsigt til sejlbådene på Furesø.
Område med vilde prisstigninger
I den tid Bengt Holst har ejet liebhavervillaen i Holte, er boligmarkedet gået op og ned. Men i hovedstaden og Nordsjælland, hvor Holsts hus ligger, er priserne ifølge Boliga.dks udbudshistorik steget voldsomt – særligt i løbet af de seneste to år.
I øjeblikket koster en kvadratmeter villa til salg i postnummeret Holte knap 56.000 kroner, hvor der i 2020 ved samme tid blot skulle omkring 41.400 kroner til at købe en tilsvarende. Det svarer til en prisstigning på mere end 35 procent på blot to år.
Kvadratmeterprisen for Holsts hus ligger dog et solidt nøk over prisgennemsnittet i det dyre boligområde; du skal nemlig give næsten 82.700 kroner pr. kvadratmeter, hvis du skal overtage nøglerne til hjemmet.
Bengt Holst fik i 1983 en grad i Zoologi fra Københavns Universitet – samme år blev han ansat i Zoologisk Have, hvor han var indtil sin pension i 2020. Han er desuden formand i Dyreetisk Råd og Den Danske Naturfond.