Kolding Netavis

Kendt værtspar sætter deres hjem til salg

Foto: Danbolig Nørrebro – Brdr. Bjørn Brede & Partnere.

For omtrent fire år siden rykkede de to journalister Esben Bjerre Hansen og Sisse Sejr-Nørgaard til Nørrebro i København, hvor de havde købt et byhus sammen med Enhedslisten-politiker Pernille Skipper og hendes mand.

Sammen renoverede de huset, som i dag består af to separate lejligheder, hvor den ene – Bjerre og Sejrs – nu er kommet til salg. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Esben Bjerre Hansen, der har den populære podcast Her går det Godt med sin makker Peter Falktoft, og Sisse Sejr-Nørgaard, som blandt andet er kendt fra sine værtsroller på P3 og Radio 100, har sat de knap 100 kvadratmeter i stand med eksklusive materialer og detaljer.

Ifølge salgsmaterialet hos Danbolig Nørrebro – Brdr. Bjørn Brede & Partnere, byder hjemmet både på et snedkerkøkken, flere franske altaner, et ovenlysvindue og selvfølgelig kirsebærret på toppen af isdesserten: En stor tagterrasse.

Prisen for hele molevitten lyder på knap otte millioner kroner.

Nyt hus i Humleby

Før lejligheden ramte det offentlige boligmarked, var den udbudt som et diskret skuffesalg, hvor den ikke blev annonceret på nettet eller i aviser – som Se og Hør også skrev tidligere på måneden.

Men nu er den altså blevet udbudt til hele den danske køberskare – og det kreative par har da også allerede fundet et andet hjem:

Tilbage i februar lagde de nemlig ifølge Boliga.dk 11,8 millioner kroner på bordet for at overtage nøglerne til et af de populære byhuse i Humleby på Vesterbro, som er rækker af gamle arbejderboliger, der blev opført i slutningen af 1800-tallet.

Nu er de i gang med at sætte det gamle hus i stand fra kælder til kvist, og ifølge deres instagramprofil Sejrbjerreshumlehus – hvor 33.500 i skrivende stund følger med i processen – håber de på at kunne flytte ind inden Halloween.

Tagget med: ,
Del denne artikel