Nu skal han videre.
Skuespiller Frank Thiel stopper på Mungo Park Kolding og har sin sidste forestilling på fredag den 6. marts.
Han startede hos Mungo Park Kolding i 2012 og her otte år senere skal han videre. Videre til nye projekter og nye udfordringer. Frank og Kaia Fransiska Frostmann Lundenes satte sig ned for at tale, om hans fortid, hans fremtid og hans udvikling. Men først og fremmest om hvorfor Frank stopper lige præcis nu?
”Ja, det tror jeg vel har noget at gøre med at tiden er inde for mig. Både teateret og jeg, har måske brug for ny inspiration. Jeg vil prøve noget andet, efter at have været det samme sted i så lang tid. Måske noget med flere spillere, større ting og endda klassiske stykker. Jeg er også i en alder nu, hvor andre roller begynder at melde sig, som jeg godt kunne tænke mig at prøve af. Det er det som har været altafgørende for mig, denne lyst til at prøve ting af. Ligesom jeg gjorde da jeg flyttede fra København til Kolding. Folk sagde ”Hvad laver du, er du sindssyg?”. Jeg kan godt lide det der med, at det bliver usikkert igen. Det gør at jeg bliver kreativ og levende.»
På de otte år, er der sket meget. Mungo Park Kolding har rejst sig op som et stærkt egnsteater i Kolding – og den rejse har Frank Thiel været med til, nærmest helt fra starten:
”Da jeg startede var det et hus som var på vej et sted hen, men som trængte til at der kom noget publikum i salen. Man trængte noget kød på hylderne. Det begyndte at lykkes mere og mere – vi blev sat på landkortet. Forestillingerne ”Folkeskolereformen” og ”Rindal”, var med til at skabe debat. Det var vildt fedt at være med til. Nu går teateret ind i en ny tid, hvor man ændrer navnet, man løsriver sig løs fra Mungo Park i Allerød. Det er klart at et kunstnerisk sted, hele tiden skal udvikle sig og finde nye veje. Så kan det jo godt være at man går ind af en dør som viser sig at ikke være den man skulle gå ind af, så skal man gå ud av den igen og finde en anden dør. Det kan også vise sig at man går ind af en rigtig god dør.”
Døren Frank træder ud af nu, er Mungo Parks – men hvad er det han ser tilbage på af oplevelser, og hvordan har hans karriere været?
«Den sidste uge har jeg faktisk tænkt meget over, at jeg egentlig burde være ret stolt af det jeg har lavet, for jeg har været med i vanvittig meget. 21-22 år som skuespiller, og jeg har kunnet leve af det fuldtid! Før har jeg ikke set mig tilfreds – jeg har set på alt det jeg ikke har fået. Sidenhen er det blevet min benzin og min drivkraft. Jeg vil erobre nyt land, jeg vil ekspandere som skuespiller. Jeg har hele tiden haft den der; ”det er ikke nok”. Men på det sidste, har jeg altså haft den der; ”Hey, der kan man godt klappe sig selv på skulderen og sige det er meget godt gået”. Jeg er kommet i gymnasiebøger og fagbøger, hvor der simpelthen er billeder af mig fra forestillinger. Det er da ikke så tosset.»
Frank griner af tanken, og viser mig billeder af bogen hvor han er afbildet. En meget ung Frank Thiel, står beskrevet som ”manden med et højt ydre energiniveau” – og det kan man godt se, ligesom man kender Frank fra scenen. En skuespiller med en enorm eksplosivitet og tilstedeværelse. Billedet er fra forestillingen ”Et drømmespill” af August Strindberg, som blev spillet på Betty Nansen Teateret i 2007. Frank har mange gode oplevelser fra forestillingen, og kan huske hvor godt ensemblet var og hvor stort indtryk forestillingen gjorde. Vi mindes tiden omkring år 2007, hvor der skete en del i Franks karriere, han havde bl.a. vundet en Reumert for «Hjem Kære Hjem på TeaterGrob»:
”Det var et højdepunkt. Ikke bare på grund af prisen, men forestillingen betød så meget for os der lavede den, og det gør den stadigvæk. Den blev kåret til en af de vigtigste forestillinger af Politiken i 00’erne. Det var en vanvittig vigtig forestilling, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, hverken før eller siden. Folk råbte og skreg under forestillingen, eller brød sammen bagefter. Der var en anmelder i Skive som kom grædende op til os efter forestillingen. Den tog sin sejrsgang på alle mulige fronter. Det var en ret vild oplevelse. De forestillinger er nogle vandmærker, som betyder rigtig meget for mig.”
Samtidig har Frank en række gode oplevelser fra Mungo Park Kolding, hvor han har udviklet sig både personligt og som skuespiller, gennem de 16 forestillinger han har spillet de sidste otte år:
”Der er rigtig mange forestillinger jeg har lavet på Mungo Park Kolding, som betyder rigtigt meget. Jeg har prøvet rigtig meget jeg ikke havde fået prøvet andre steder, bl.a. med ”Bilisten”. Også med ”Dæmoner”, hvor jeg for alvor fik lov til at løfte en klassiker, og bære en forestilling. Der kunne jeg mærke at jeg udviklede mig. Det gav mig også en sult efter, at prøve noget mere. ”Rindal” har også betydet meget, den kan jeg virkelig savne at spille. Det er svært at kategorisere hvad som betyder mest. Priser kan gå ind og sløre billedet, det er jo ikke det som er det vigtigste. Jeg tror jeg har en lille håndfuld forestillinger som betyder rigtig meget for mig, og nok tre af dem er herfra – og det er jo meget godt gået.”
Det uvurderlige fællesskab
Frank Thiel, har jo ikke bare stået på en bred vifte af scener rundt i Danmark, han har også optrådt på skærmen. Det står dog klart for Frank, at efter 21 år på teateret, er det der hans hjerte ligger. Dog elsker han også filmsættet:
”Det er noget af det bedste jeg ved, jeg kunne altså leve der i årevis. Det har noget at gøre med fællesskabet, man er et hold, og så er man sammen i to-tre måneder. Man får det der venskab. Der er en jargon, og et fællesskab. Det er der også i teateret, og det var derfor jeg i sin tid søgte til Mungo Park fordi der er en del af at være i et gruppeteater som tiltaler mig.”
Det at komme til Mungo Park Kolding som ensemble skuespiller, skabte en tryghed og en tilstedeværelse som ellers var vanskelig at balancere som freelancer. Det var med til at mætte Franks behov for fællesskab, som er en skarp kontrast til livet som freelancer:
”At få indsigt i hvad det vil sige at være i et ensemble, var også en rejse i starten.
Man står til ansvar for hinanden hele tiden. Jeg skulle sgu finde jordforbindelsen igen. Det er blevet naturligt for mig nu synes jeg. Det var rigtig rart for mig dengang, og blive nulstillet på en måde. Det har været enormt rart at opleve hvad det vil sige, og hvordan man udvikler sig som skuespiller i et ensemble. Det burde være enhver skuespiller forundt at få lov at prøve det. Det udvikler man sig meget af. Jeg indbilder mig at jeg er blevet en enormt bedre skuespiller af at have været her i så mange år. Det skal tiden så vise nu, når jeg kommer ud. Nu skal jeg så møde det jeg har prøvet tidligere, det er jeg spændt på hvad det møde gør ved mig.”
I fællesskabet har Frank også knyttet venskaber gennem årene, og haft gode samarbejd som har fået lov til at slå rødder og vokse sig stærkere. Ensembleskuespiller Maja Juhlin, kommer op som et punkt der bliver svært at forlade:
”Jeg tror mødet med Maja her på teateret, vil altid springe op. Det at udvikle et så tæt samarbejde med en anden skuespiller og videreudvikle en måde at spille på som nærmest bliver naturlig for en. Det er som at spise mad. Det er så naturligt for os at spille sammen, at jeg ikke forstår hvad det er mere. Jeg tænker jo ikke over hvor fantastisk det er at løfte en ske og spise noget mad – og sådan har jeg det lidt med Maja. Det kommer jeg til at savne. Det dybeste sår over at skulle væk, det er at skulle skilles fra Maja. Men hun skal jo også videre. Men jeg tænker at det ikke er et farvel, men et på gensyn. Det kan være vi mødes på en forestilling ude, eller mødes her. Hvem ved? Jeg vil hellere se det på den måde.»
Frank er ikke ”solistmenneske”, for at bruge hans eget udtryk, og som et følsomt menneske, er livet som skuespiller måske nemmere i fællesskabet. Dog er det en monologforestilling Frank aftræder med på Mungo Park Kolding. «Bilisten» bliver hans sidste forestilling som ensembleskuespiller, en forestilling han selv har fået idé til og været med til at udvikle:
”Jeg synes det er en ret fin sløjfe for min tid her på Mungo. Den skal på turné for tredje gang, hvilket også er ret unikt. Så det er også en forestilling som har betydet ret meget for mig her. Min daværende chef, Lasse Bo Handberg, kom til mig og sagde ”Jeg vil gerne have at du laver en soloforestilling, hvad vil du lave? Gå hjem og tænk over det”. Ret hurtigt fik jeg den her ide om hvilke mennesker vi bliver til når vi sætter os ind i biler. Det synes jeg var interessant, samtidig som jeg ville lave en forestilling om det at være menneske. At den havde to spor. Jeg ville følge et menneske fra han blev født, fra den første legetøjsbil, til han ligger i kisten og rustvognen kommer til at holde i kø. Altså en rejse gennem et helt liv. Der en livsessentiel historie om at være menneske i dag. Og så bruger man bilismen som rammehistorie.”
At vende tilbage
Frank har ikke selv ejet tonsvis af biler – men én ting han har haft held med, er hans karriere. Den har dog ikke altid været en dans på roser, og nu vender han snuden mod det liv han engang prøvede at komme væk fra.
”Jeg var freelancer 13 år inden Mungo. Jeg kom fra et freelance-liv i København, og et tempo som var hurtigt, man var skarp. Der skulle leveres.”
Frank beskriver også jagten på at finde is i maven:
”Jeg er blevet bedre til at være rolig. Jeg var mere panisk da jeg var yngre. ”Jeg får ikke noget arbejde!”, jeg var meget sådan. Mens nu er jeg mere, sådan ”Det skal nok gå”. Jeg kan godt mærke det i maven stadig, hvor skal det nu komme fra? Jeg har bare fundet ud af at det ikke hjælper noget, jeg får jo ikke noget arbejde af at panikke. Jeg må bare vente at se, og hvis det ikke sker noget så må jeg jo gøre hvad jeg kan.”
For Frank er teateret nærmest uadskillelig fra livet, de går som hånd i handske. Han beskriver det som et had/kærligheds forhold, man kan ikke undværer og som samtidig kan være svært at leve i.
”Jeg lever også i kraft af mit arbejde. Det ved jeg er usundt. Men jeg kan ikke lade vær. Det er en så stor del af hvordan jeg er menneske på, så de smelter umærkelig sammen. Jeg er dét. På godt og ondt.”
Det er denne kraft som gør at han har følelserne i spil. Men også den som gør, at man kan flytte bjerge:
«Jeg kan jo adskille mig selv med en rolle, men det er mit liv og kraft jeg lægger i teateret. det er også derfor jeg bliver voldsomt skuffet hvis det mislykkes. Jeg havde nok været sundere hvis jeg ikke lagde alle mine kræfter i teateret, men så ville jeg ikke fungere sådan som jeg gør. Så ville jeg være en skuespiller med meget mindre energi, måske en lidt ligegyldig skuespiller. Det at det betyder så meget for mig, gør at det er en kraft i min energi på scenen. Jeg vil vælte hele verden hver gang jeg er på scenen. Hvis jeg ikke ville det – ville det også blive derefter. Så det er på godt og ondt.
Hvem var ham der startede på Mungo Park Kolding og hvem er ham der stopper?
«Ham der startede på MPK havde mistet jordforbindelsen, og blevet en lille smule selvoptaget og manglede ydmyghed og udfordringer. For alvor manglede jeg også kilometer på scenen. Den der går ud nu, har fået alle disse ting. Det har været den store rejse. På den måde synes jeg det er en anden Frank der går ud nu fra MPK. Både som menneske og som skuespiller. Det er jeg ret spændt på om det holder. ER det sådan? Er det en illusion jeg har skabt? Jeg tror på at det har skabt en forandring i mig.»
