Kolding Netavis

Kender du denne bro?

Redaktion
Af Redaktion Aller
Fjællebroen ved Christiansfeld, som en gang dannede grænseskel mellem Tyskland og Danmark. Foto: Visit Kolding.

Broen der var grænseskel mellem Tyskland og Danmark.

Den berømte Immervad Bro, der fører Hærvejen over Rudebæk Å, er et kendt udflugtsmål for historisk interesserede. Men hvor mange kender Fjællebro få kilometer fra Christiansfeld?

Når man fra Christiansfeld kommer til Aller, drejes mod Hejs. Efter cirka en kilometer skal man i venstre side holde øje med skiltet og den gamle grusvej, der fører ned til Fjællebro og den lille Kærmølle Å, der dannede grænseskel mellem Danmark og Tyskland fra 1864 til 1920. Lige nord for broen lå dengang det danske toldsted, der nu er privatbolig, skriver Fællesavisen.

Nede i denne fredelige dalsænkning kan det nu være svært at forstille sig, at den smalle grusvej var den gamle hovedfærdselsåre mange århundreder tilbage i tiden.

Oprindelig var Fjællebro bygget af træ, men i 1788 blev den ombygget med stenplanker. Da hovedvejen mellem Kolding og Haderslev blev omlagt, mistede Fjællebro betydning og begyndte snart at forfalde.

I 1980 blev den dog restaureret og er nu fredet og hører under Nationalmuseets Fortidsmindeforvaltning.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel